søndag, februar 26, 2017

Andre udsigter.

15.30 i går.
Man kan roligt sige at himmel og hav går i et.
Her udsigt fra køkkenvinduet i sommerhuset.
















Johanne har fået øje på noget sjovt. Hun mener, der er en lille mus derinde.

fredag, februar 24, 2017

Ud over rampen ...

"Du må se at komme ud over rampen."
Min datter sagde det, da hun ringede i morges, mens hun var på vej ud i verden, og jeg ikke var stået op endnu.
Jeg kunne ikke beslutte, om jeg ville med til Vorupør. I går aftes havde jeg meldt afbud til at gå med til et foredrag, selv om jeg ville blive hentet. Det sneede og jeg følte mig lidt forkølet.

Jamen, hun havde jo ret. Jeg er ved at gro fast herhjemme. I min lune, trygge hule. Her er så kendt og komfortabelt. Jeg får hyggelige besøg af familie og venner, der medbringer mad og kager. Det er så dejligt og let. Udenfor sner det, eller det gjorde det i går. Så tør jeg ikke gå ud. Sæt jeg skulle falde.

Efter den lille telefonsnak blev jeg inspireret til at tage skeen i den anden hånd.
Jeg tager med til sommerhuset i Vorupør. Og jeg glæder mig.
I eftermiddags gik jeg en lang tur på næsten en time. Det er lidt snegletempo, men solen skinnede og blæsten var frisk, så jeg nød det. Jack skinnen er irriterende (11 dage tilbage), og det gjorde lidt mere ondt i knæet det sidste stykke vej. Men jeg skal helt sikkert mere ud.


Chr. var her et par timer i går.

Nu fik jeg endelig lært, hvordan man laver armbånd og ringe af de farverige elastik-loops.

Det er fastelavnstid og han har dekoreret sig selv som en farlig pirat.







15.30 billede i dag:
Mon ikke det er vinterens sidste sne?

tirsdag, februar 21, 2017

Det blev ikke til gåtur i dag.

I går var det min plan at gå en (længere) tur i dag, men virkeligheden blev anderledes. Ikke at det gjorde noget. Jeg kan gå i morgen og andre dage.
Christian havde ondt i ørerne i går aftes og stadig i morges, så han kom hjem til mig.
Mange timer gik med at samle en kompliceret legospeedbåd. Der følger en grundig vejledning med sådan en pakke. Chr. har god finmotorik og evner at koncentrere sig i lang tid. Det er hyggeligt at sidde sammen om det. Vi så også en legofilm på dvd. Sådan en film, der varer over en time, er noget af en udfordring for mig. Jeg ser med, fordi jeg gerne vil kunne snakke med om den bagefter. Men jeg synes, det er voldsomme effekter, der er i sådan en film. Mumi-filmene, som jeg ynder at se, foregår i den idylliske Mumidal. Men der er slet ikke så idyllisk. Sære væsener bor der, og uhyggelige ting sker.
Så hvis filmene skal vurderes som mere eller mindre børneegnede, så ved jeg såmænd ikke, hvilken type der er bedst. Jeg ved bare, hvad jeg selv synes bedst om.

















Vi bagte også pandekager.

Det er faktisk så længe siden sidst, at vi ikke kunne huske den opskrift, vi plejer at bruge.
Det er også lige meget. Det er let at improvisere pandekagedej.

Chr. behersker nu teknikken med at sætte paletten godt ind under pandekagen og med et hurtigt løft og drej at få vendt den.
Det er lige sket her.

Jeg kan imponere ham ved at vende pandekager i luften.


Der er ikke noget 15.30 billede i dag. Chr blev hentet af sin mor og Johanne, og så glemte vi alt om tiden.

mandag, februar 20, 2017

Det havde jeg set frem til ...

Dagens 15.30 billede:
På det tidspunkt var jeg på vej hjem fra Viborg efter det længe ventede besøg hos min fysioterapeut, der havde ferie i sidste uge. Og hun skal selvfølgelig have ferie.
Men 14 dage på egen hånd, på det her tidspunkt, i mit forløb, har føltes som meget lang tid
Nu fik jeg et blidt puf længere ud, end jeg jeg selv havde haft mod til. Jeg har gået skridt i gangbarren  uden at holde fast, og jeg har taget trin på en lav trappe med fuld belastning på mit knæ. Med Jack skinnen. Den skal jeg beholde på to uger endnu.  Men først fik jeg en god bløddelsbehandling af de hævede og ømme strukturer omkring knæet. Det gjorde godt, selv om det gjorde ondt.
I morgen vil jeg prøve at gå en længere tur udenfor. Med stokke. Bare det ikke kommer til at regne så meget, som det gjorde i dag.
I træningssalen kom jeg til at snakke med en kvinde, der var kommet forfærdelig galt afsted ved at falde ned fra et loft. Det satte lige min egen situation i perspektiv. Så er det heller ikke værre for mig, tænkte jeg.
Jeg tog afsted med to nye tider i lommen. I næste uge. Og ugen efter, da jeg kan efterlade Jack skinnen der. D. 30. marts skal jeg have foretaget et kontrolrgt. af knæet og i konsultation med overlægen, som er interesseret i, om bruddet er helet op. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft smerter svarende til det sted, hvor bruddet sidder. Det er skader på ledbånd, brusk og muskler, der giver ømhed. Og hævelsen, der ikke kan komme til at fordele sig, fordi skinnen sidder så stramt.
Men nu er det til at se en ende på det.

Og så 15.30 billeder fra i går:



lørdag, februar 18, 2017

Hovsa - en anden udsigt 15.30.

Ingen udsigt til den stille vej med den irriterende hvide bil i dag kl 15.30.

Min kære ældste datter hentede mig til en cafe-tur i dag. 
Målet var egentlig Den Go'e Fe , byens økologiske cafe med den hyggelige stemning og de meget gamle møbler, som må stamme fra min mormors tid. Men vi var for sent ude, så i stedet blev det Cafe Tværgade. Også et hyggeligt sted med en helt anden stemning.
For mig var det nærmest ligegyldigt, hvor vi var. Sådan en uforstyrret voksentid er guld værd. Tak for den, søde ven. Jeg elsker mine børnebørn højt og vil også gerne være sammen med dem.<3 nbsp="" p="">
Det var også utrolig dejligt at være udenfor mine hjemlige vægge.

Der er nogle, der har spurgt, hvordan jeg husker at fotografere kl 15.30? Det gør jeg, fordi jeg har stillet mit ur på telefonen. Hahaha. ;-)
Men det er jo lidt snyd, for kioskmanden i Brooklyn (min inspirationskilde) fotograferede det samme gadehjørne hver dag. Han forlod nok heller ikke sin kiosk i løbet af dagen, hvad jeg kommer til at gøre mere og mere, regner jeg med.

Jeg havde en god nat med Jack skinnen og mit knæ. Jeg tilskriver det, at jeg gennemførte skyggebelastning med to stokke i går. Nu har jeg gået mere i dag, så jeg er spændt på, om det hævner sig i nat.


fredag, februar 17, 2017

Kaffegæster med medbragt kage.

Nu skal jeg vist snart til at skrive noget andet?
Men det knæ fylder så meget, så det er blevet hovedpersonen. Jeg må støtte til smertegrænsen, hedder det. Jeg må også bare gå med en stok, hvis det ikke gør ondt.
Men når nu det gør ondt hele tiden? Både når jeg sidder og ligger. Der er sådan en 'basis-ondt'. Og hvor er så smertegrænsen?
I dag har jeg forsøgsvis prøvet at gå sådan, at jeg kun har 'basis-ondt', når jeg går. Så lægger jeg rigtig meget vægt på armene. Her til aften så gør det også ondt. Det er nok et udtryk for træthed.
Men jeg belastede for meget, da jeg gik til frisør og til bager, så nu bakker jeg lidt tilbage de næste dage.
Jeg har haft dejligt eftermiddagsbesøg.
Tak for lækker medbragt æblekage og hjemmebagte småkager, Ruth og Jørgen.
De er lige kommet hjem fra Rom, så jeg blev via deres billeder taget med dertil.

15.30 billede i dag:
Det vindue, jeg fotograferer fra, er ikke det vindue, jeg kigger mest ud af. Det ligger lidt for sig selv bag en væg, der er åbnet med en bue.
Efterhånden som jeg har fotograferet ud af det gennem mange, mange dage, så bliver jeg mere og mere irriteret på den hvide bil, der næsten altid holder der.
Mon ikke det er tegn på, at jeg er ved at udvikle en slags stue-kuller?

torsdag, februar 16, 2017

Aarrhhh ... det går så langsomt.

Aarhh, jeg synes, det går så langsomt med det ben. Jeg er kommet til en fase, hvor jeg er utålmodig og vil noget mere.
I går gik jeg hen til bageren, fordi jeg syntes, jeg fortjente en kage. Der er lidt længere end den afstand, jeg gik hen til frisøren i mandags. Men det var for langt. Jeg havde mere ondt og uro i knæet natten til i dag. Det er svært at finde niveauet. Jeg savner også min fys at sparre med. Men kagerne var gode.
I de første uger med denne her knæskade, magtede jeg kun at koncentrere mig om den dag, jeg var i. Nu tænker jeg mere frem. Mon jeg kan komme til Vorupør nogle dage i uge 9, da Chr. og hans familie er i sommerhus der?? (uge 10 skal skinnen af) Tidligt i forløbet troede jeg, at jeg ville kunne køre bil med skinnen på. Det er koblingsbenet, som kan bøjes 90 grader, så i princippet vil det kunne lade sig gøre. Jeg vil spørge, når jeg kommer til Viborg på mandag. Jeg tænker også på, om jeg kan få gang i noget ordentlig træning i uge 10?? Eller vil knæsmerterne bremse mig?
Jeg ved det godt, jeg kan ikke forudsige det - eller bekymre mig til det.

15.30 i dag er den hvide bil tilbage. Vejret har ændret sig til dis og tåge.

I går var der stadig lidt vintervejr.