'Barcelona-nanny'.

Jeg skal til Barcelona igen.
Denne her gang sammen med hovedrolleindehaveren og hans forældre.
Min nabo er begyndt at kalde mig 'Barcelona-nanny', og jeg skal nok være lidt 'nanny', hvis forældrene skal ud at spise en aften.
Men jeg ved fra konferencen for et par uger siden, at min datter ikke kan undvære sin baby ret mange timer,
så jeg bliver ikke overanstrengt.
Vi skal bo på samme hotel, som jeg boede på i september.
Jeg glæder mig meget. Det bliver spændende med en rejsekammerat på 7 måneder.
I morgen tidlig skal vi afsted fra Billund.

Det bliver spændende at se, om udsigten er den samme?
Om der stadig læses avis på Rambla'en om morgenen?
Eller om stolene er tomme og våde af regn?
Vi har regnslag med, så det skal nok gå.

Her bliver nok en lille pause resten af ugen.

En indholdsrig weekend.

Middagen på Stigs Restaurant var en oplevelse på flere planer.

Maden var meget, meget lækker.
Vi blev modtaget i den lille entre af Stig, som bød velkommen og hængte vores frakker op i garderoben.
Døren stod åben til det meget lille køkken, hvor Rose var i gang med forberedelser.

I den lille stue med den kitsch'ede indretning og møblering var der allerede godt fyldt op.

Vi sad i de blomstrede møbler og nød drinks og cocktails,

mens vi kiggede på borddækningen i den lille tilstødende stue.

Der er plads til 16 gæster.

Vores bord til 8 er til venstre i stuen, og det så overfyldt ud med så stort et bord i den lille stue.

Ved bordet i baggrunden sad der 3 par, og ved det lille bord sad en mand og en kvinde.

Vi fik en menu med 4 retter og vine der var tilpasset maden.

Stig kom ind og introducerede retterne efterhånden.

Rose serverede på en meget stille, alvorlig måde.

Maden var delikat og velsmagende. 

Vi fik to forretter med fisk, som jeg ikke har billeder af.
Vi hyggede os meget, og uden vi havde opdaget det, var stemningen og lydniveauet steget til store højder.
Jeg sad med ryggen til de to øvrige borde, og opdagede først, at manden ved to-mands bordet stod op, da han slog på glasset.
Jeg troede, vi skulle overvære et frieri.
Men det var noget andet, han havde på hjerte. Han havde glædet sig til en aften med Babettes Gæstebuds-mad, men han havde tinnitus, og det generede ham meget, at vi snakkede så højt, så han ville bede os om at dæmpe os.
Vi blev helt stille. Det samme gjorde 6-mands-bordet.
Vi blev nok også lidt flove.
Men vi lovede at være stille.
Det glemte vi helt ubevidst ret hurtigt. Vi havde glædet os til at være sammen og nyde maden, og havde ikke set hinanden længe, så der var meget at snakke om. Vi var også noget ærgerlige over, at være skyld i, at en mand havde en dårlig oplevelse.

 Smør som en rose. Det er nok efter jamaicansk tradition

Som sagt var maden meget lækker. Og den var smukt og dekorativt anrettet.

Desværre tog episoden med tinnitus-manden noget af fornøjelsen fra os.
Jeg synes, lokaliteterne er for små til grupper på 6-8 mennesker. Den anden gruppe, som var familie og- vennepar, havde som fast tradition at spise en gang om året på Stigs Restaurant. De havde også meget at snakke om og grine over
Jeg har prøvet engang, sammen med pigerne at aflyse vores bordreservation, fordi der sad en stor mandegruppe, der var godt i gang lige ved siden af vores lille tre-mands-bord. Så jeg kan godt forstå den uheldige mand.

Lørdagens fødselar bor i et lille landsogn nord for Ribe, og han er gift med en præst.
Vi var inviteret til at komme i kirken lørdag kl. 11, hvor der var arrangeret en dejlig koncert med orgelmusik og solosang.
Efterfølgende gik vi over i forsamlingshuset lige overfor kirken. Her var vi en flok på ca. 100 mennesker, som blev beværtet med en dejlig 3 retters middag - vi var jo lidt i træning. Der var mange festlige indslag med taler og sange, der var kaffe, der var folkedans, og der var boller og pålæg. Og således bespist og underholdt trillede vi tilbage til Tønder ved 19.30 tiden.
Det er meget længe siden, jeg har været til sådan en stor komsammen, som jeg tror kun finder sted ude på landet.
Vi havde en meget langsom og lang formiddag i dag, inden vi rejste hver til sit med en ny aftale i kalenderen.
Det er dejligt at være hjemme igen.

Wir fahren nach Tønder.

Veninden kommer fra Viborg, og vi kører til Tønder for at være sammen med gode venner.
For længe siden er der reserveret bord på Stigs Restaurant, hvor vi skal spise i aften.
Er der mon nogen, der husker Stig og hans jamaicanske kone Rose?
For mange år siden, måske i 80erne havde de i en periode en række tv-køkken-programmer.
De havde - og har stadig en restaurant i en gammel murermestervilla, hvor gæsterne sidder i stuen og føler sig som besøgende i et privat hjem.
Udover den oplevelse, så skal maden også være usædvanlig lækker.
 Der er ingen hjemmeside at linke til.

Lørdag skal vi til 60 års fødselsdag hos et dejligt menneske.

Billedet er fra 31. oktober sidste år, men lige præcis sådan så der ud i går.
Turen til Tønder bliver ad motorvej, så der bliver ikke så idyllisk.
Vi kører kl. halv ti, så kan vi være i Tønder til frokost.
God weekend i blog-land.

Fut-li-hut........

'Det er aldrig for sent at løbe en maraton'
Den overskrift, synes jeg, er temmelig provokerende. Den er udtalt af en 68 årig mand.
Nede i artiklen fremgår det dog, at det ikke er alle, der kan løbe en maraton.

Jeg har aldrig haft ambitioner om at løbe en maraton.
Men jeg har trænet en del.
På et tidspunkt begyndte jeg at supplere min konditionstræning (gang på løbebånd) med at løbe en lillebitte smule.
For at spare tid.
1 minuts løb, 5 minutters gang osv.
Mere langsomt kan man ikke begynde.
Men det resulterede i, at jeg fik så ondt i lyske og lår, at jeg næsten ikke kunne gå.
Så siden slutningen af marts har jeg ikke trænet i Sportscentret.
I dag begyndte jeg igen. På halv kraft. Og en del snak med de udholdende mennesker, som altid regelmæssigt træner. Det var da lidt hyggeligt at komme tilbage.

I Sportscentret har de et apparat, som angiveligt kan fortælle en hel masse om ens fysiske tilstand.

I januar, da jeg var i god træning blev min bodyage målt til 51.

Jeg tror, det er sådan noget hut-li-fut.
Lidt som at læse horoskoper i et ugeblad.
Utroværdigt.

Men jeg var alligevel nysgerrig efter at se, hvor gammel jeg var blevet i løbet af det halve år uden træning?
Det måtte da have lagt en hel del år til, tænkte jeg.
Men nej. Jeg var kun blevet 52......
Hut-li-fut.

Eftermiddagen har budt på en hyggelig og dejlig frokost hos min bror og svigerinde.
Og de sløve knive jeg medbragte, var alt andet end sløve, da jeg kørte hjem igen.
Så skarpe var de, at jeg håbede, politiet ikke var ude for at kigge.
Mon ikke den knivlov bliver ophævet? Det vil i hvert fald ikke koste noget.

Har jeg ondt i mine lår i aften?
Ja. Træls.

Haven nu.

Der er stadig spændstighed i den hosta, der står i beddet.
De to, der står i potter, er forlængst faldet sammen.

Overdragelse......

I dag var der overdragelse af babytøj fra den ene søster til den anden.
Det er da utroligt, så meget tøj en baby kan nå at bruge - og vokse fra i løbet af 6 mdr.

 Der er vidst en plukve at spore?

Mit bidrag var en gang grønkålssuppe.
Dejligt på en kold dag.

Hjemme igen.

Man kan da sagtens charmere en amerikansk konferencedeltager, der er ved at fortælle om sit barnebarn hjemme i Staterne. Især når man sidder på sin fars arm.

Jeg er hjemme igen efter babysitting-dage.
Jeg havde vidst glemt, hvor meget man er på, når man er sammen med et lille barn.
Men selvom jeg blev træt, så var det rigtig, rigtig hyggeligt.
Og nu får jeg da nok et par dage med abstinenser........

Imellem sol og byger.

Det går fint med at babysitte.
Alligevel er det sandt, som der siges, at det er godt, man får sine børn, mens man er ung.
Han er lidt snottet, den lille hovedperson, men han slapper godt af med en tur i barnevognen, og idag nåede vi tre ture.
Datteren er bekymret for, om det er for meget for mig, men hun har haft en lang frokostpause, som så betød pause for mig, og hun har selv puttet ham i aften.
Så jeg er klar igen i morgen.

Sidst på eftermiddagen blev vi overrasket af en kort, men intens haglbyge.
Og blæsten er kold.
Men lejlighedsvis opvarmet af solstrejf.
Ganske normalt efterårsvejr, tror jeg.
Jeg er dog ganske ligeglad med vejret. Uanset hvad og hvordan, så hygger jeg mig med de to.

Deres udsendte.

De næste par dage "sender" jeg herfra
Hvis jeg får tid..........

Jeg skal sammen med hovedrolleindehaveren fordrive tiden med at vandre langs Øresund, mens hans mor er til konference.
Jeg satser på, at vejret tillader mig at gå lange ture med barnevognen, gerne ind til Helsingør by også. Han er blevet så stor, at det også er interessant for ham at sidde og kigge på omgivelserne.
Jeg håber, det vil gå godt, så min datter kan få det fulde udbytte af både den faglige og sociale del af konferencen.
Ellers kan hun altid tilkaldes med en sms, men det vil jeg helst ikke.

Jeg har ingen aftaler for mig selv eller forventninger om at "holde fri".
Men jeg hører til dem, der synes, det er spændende at bo på hotel. Og Hotel Marienlyst hører til i den lækre ende.
Så det.........

Julepynt anno 2011

Det ser rigtig sødt ud.
Og farverigt.
Men det ligner ikke jul........
??

Groft og spinkelt.

Jeg imponeres altid af spindelvæv.
At en lille edderkop kan lave sådan et fint mønster.

Efter frost.

Min cykel har stået ude i skoven ved Silkeborg Bad i nogle dage.
Jeg fik en lift derud i morges, og det var en herlig oplevelse at cykle tilbage.

 Det har været frostvejr i nat. Den blå mand på Badet er blevet "klædt af".
Snart bliver han flyttet til vinterresidensen indenfor.

Tågen lå stadig over Almind sø, der hvor solstrålerne endnu ikke var nået ind

I skoven vrimlede det med børn i alle aldre.
Nogle i løb, andre i gang med skattejagt, og andre igen slentrede roligt afsted.

Det er sidste dag før skolernes efterårsferie, og vejret er perfekt til den store motionsdag.

Drømme om forår.

Det har været det mest vidunderlige havevejr i dag.
Jeg har puttet løg i jorden fra både den lyse og den mørke side af farveskalaen.
Og nu glæder jeg mig bare til dejligt duftende pinseliljer i maj.

Fotograf for 100 år siden.......og i dag.

For 100 år siden var det at blive fotograferet en alvorlig sag.

I dag er det sjov og ballade.
Men også en lidt kunstnerisk og skulpturel sag.

Man kan nok læse en hel del kvindehistorie ind i de to fotografier.
Og hvad har de tilfælles, de to?
Min mormor på det øverste billede og min datter på det nederste?

Gener.
Navnet.
En masse viltre krøller.

Men meget forskellige livsomstændigheder.
Min mormor fik sit første barn da hun var 27, og da hun var 42 havde hun født 9.

Og jeg glæder mig til, at hovedrolleindehaveren til december får en fætter.
Jeg er sikker på, der sagtens kan være to på scenen.

Her kan man se mere.
Det må være svært at være professionel fotograf i dag, når Steen med en helt anden karriere kan lave så fine billeder ved siden af.

Inden frosten sætter ind.

Mine overboer har kolonihave, og de har flere georginer end de kan plukke.
Det er heldigt for mig, for jeg må nemlig selv hente.

 Mellem regnbygerne her i formiddags har der været en solskinsstund, og jeg har reddet mig en dejlig buket.

Kolonihaveområdet oser af hygge.
Lige nu er der lidt stille.
De fleste haver er gjort vinterklar.

Om lidt står den på kor , og senere på eftermiddagen handler det om babysvømning.

Kælder-skatte......

Jeg har tilbragt et par timer i mit kælderrum i dag.
Vejret var til det. Regnfuldt og gråt.
I vores boligforening er det blevet besluttet, at os der bor nedenunder og har haver, skal have målere på vandhanen og betale for vores eget vandforbrug.
Indtil nu har vi delt vandudgifterne, så dem der bor ovenpå, og kun har altaner også har betalt til vores  mere eller mindre store havevanding.
Diskussionen har stået på i 3-4 år.
Vi har vægret os, fordi det har kostet 50,000 kr at etablere målerne til 10 lejligheder.
For det beløb kunne der vandes i de små haver i 100 år.......nå, men så 50.
De 10 lejligheder ovenpå er så også med til at betale anlægsudgifterne.

Nå, men det betød så, at vvs-mandskabet skulle ind i vores kælderrum for at føre vandrør ud i haverne.
Jeg har boet her i 12 år, og mit rum var et pulterum.
Der var kasser, jeg ikke havde åbnet i alle de år.
Nu blev alle ting flyttet ud.
Efter vvs'eren, kom mureren og pudsede væggene, og jeg har malet.
Der er kigget i alle kasser, og en del er kasseret eller gået til genbrug.
Men andet er kommet tilbage, fordi det er hyggeligt, at det er der.

 Det var sjovt at dykke ned i den blå kasse og se alle de kassettebånd, som mindede mig om det, pigerne lyttede til i 80erne. Dengang det var sejt at gå med walkman.

Der var også engang, jeg syede.
Bl.a. min ældste datters første gymnastikpose i børnehaveklassen.
Jeg brugte én af hendes tegninger, som blev til en slags patchwork.
Så jeg har bestemt, der skal være en lille museumsafdeling dernede i kælderrummet.
Der er også lidt legetøj, gamle billeder og sådan noget, som nok ikke skal bruges, men det hører li´som til i kælderen.
På hylderne kan der etableres vinkælder og plads til viktualier.
Som om jeg har en stor husholdning......
Men Ordnung muss sein!
Det er så rart, når der er overblik. ;-)

Og der er plads til mere!

Hurra for telefonen..

Min telefon kan så mange ting.
Jeg har ikke fundet ud af halvdelen endnu.
Men jeg er rigtig glad for fotodelen. Ikke kun fordi jeg kan tage billeder.
Også fordi jeg kan undgå alle de lapper og stykker papir, jeg skrev på, når jeg hørte eller læste om en spændende bog.
Min svigersøn gjorde mig opmærksom på, at jeg bare kunne snuppe et billede med titel og forfatternavn.
Og vupti. Jeg går ikke rundt med en lille notesbog i min taske mere.

Nu har jeg lige reserveret 6 nye bøge på biblioteket. Spændende, hvor lang tid der går, før de bliver anskaffet.

Da jeg var barn, havde vi ikke telefon hjemme hos os. Det var usædvanligt i de små husmandsbrug at eje en telefon.
Når der en sjælden gang var brug for at telefonere, kunne min far eller mor gå hen til den nabo, der havde én og låne den.
Jeg kan stadig huske Vang 46, som var det første nummer mine forældre havde
Vi kunne ikke ringe direkte til den, vi ville snakke med, men skulle over centralen, hvor Klara sad og forbandt dem, der ringede sammen. Hun vidste også, når folk ikke var hjemme, og det var formålsløst at ringe.
Det var sidst i 50erne i Thy. Det har sikkert været langt mere avanceret andre steder i landet.

Nu ville det være utænkeligt ikke at eje en telefon.
Jeg ville virkelig nødig undvære min.

6 måneder.

Når man er et halvt år, er det rigtig godt at give gummerne en gang gulerods massage.
Vi andre spejder ivrigt efter en lille tand.

Hvem har magten?

På billedet her er det spejlet, der har magten.

Eller også er det den, der kigger ind i spejlet?
Men hvorfor ser kvinder oftest en tyk udgave af sig selv, mens mænd ser en Adonis?


Billedet er lånt herfra

Det første billede er fotograferet fra en overhead fra Emilie van Hauens foredrag for en uge siden.
Hun kom bl.a. ind på begrebet magt, og spurgte forsamlingen 'hvem af jer har magt?'
Kun to markerede.
Ordet magt har en negativ klang i vores danske bevidsthed.
Eller er det bare beskedenhed og jante?
Det engelske ord power giver os helt anderledes billeder, og hvem vil ikke gerne have power?
Meningen med spørgsmålet var , at vi skulle tænke os om og ikke være så bange for at vedkende os, at vi hver især har magt på forskellige områder.
Joeeee, jeg har også magt og bestemmer ting og sager.
Men i samspil med andre. Heldigvis.
Nu er der selvfølgelig stor forskel på at have forladt arbejdsmarkedet, som jeg har.
Og at være statsminister.
Det værste synes jeg, er når nogen manipulerer.
I familien, på arbejdspladsen, i samfundet.
Gad vide om det er rigtigt, at mænd og kvinder opfatter sig selv så forskelligt i spejlet?

I lokalavisen.

I vores lokale avis var der i lørdags et interview med Elin og Rasmus, familieven og voksenven.

Vi er rigtig glade for, at de ville medvirke og på den måde sætte fokus på Børns Voksenvenner.

Babysvømning igen igen.......

I går stod den på babysvømning igen.
Det er svært at være fotograf, når motivet hele tiden er i bevægelse.

Men det er et herligt syn med alle babyhovederne i det lille bassin.
Og hvor er babyer forskellige, tænker jeg.
Det er vi andre i forskellige aldre selvfølgelig også.

Manden med saven.

Mit skønne blommetræ segnede under sin egen vægt, og én af de tykke stammer brækkede

engang i august.

Min nabo foreslog, at bruddet kunne sættes sammen og holdes på plads med en bandage.

Det plejede hendes bedstemor at gøre.

Men jeg tror, bruddet var for stort og for dybt.

Min dejlige bror kom i dag med saven.
Med kyndigt blik og blid hånd foretog han amputationen.
Der var adskillige mindre grene, der også skulle knibes af.

Vi havde også tid til at spise frokost og udrydde en smule af valnøddesnapsen, som er helt fra 2008.
Den skulle nødig blive for gammel.

Nu er er træet blevet lidt klein, men det trængte til en udtynding.
'Men der er jo ingen top', sagde en nabo.
Det er fordi, jeg har denne her forestilling, at det skal stå som en paraply, som jeg har set i Sverige.

Der blev også kantet græsplæne, og et par store stauder blev delt og flyttet.
Tusind tak, kære havenisse-bror.
Det har været en stor hjælp.

En morgenvandring og middelalderlige tegneserier.

Eftersom Henrik er et B-menneske, der nyder sin formiddagssøvn, og jeg er skruet sådan sammen, at jeg gerne vil opleve noget fra morgenstunden, så er jeg tit ude på egen hånd i Aarhus en søndag morgen.
Således også i dag, da jeg begyndte med at drikke kaffe og læse avis på Emmerys.
Ligeså vidunderligt som jeg synes, der på Grenen før alle andre er stået op, ligeså vidunderligt er der næsten i en by, før alle andre indtager gaderne.
Aarhus, verdens mindste storby. Sådan brander byen sig.
Sloganet er ikke mere Smilets By.
Det nye hedder: Aarhus. Danish for progress.

Vejret var så fint, solen var stået op, så min plan var at gå ned til Domkirken og se, om solen skinnede ind på glasmosaikken i den østre gavl.
Det siges at være et meget smukt syn.

Der var ikke mange mennesker på gaden. Omkring banegården et par stykker med kuffert.

Lidt nede ad Ryesgade, var der pludselig mange mennesker med asiatisk udseende, store og små og fremmede sprog svirrede i luften.
Klokken var 9, og det var udenfor den katolske kirke, hvor en messe åbenbart lige var forbi.
Der må være en stor vietnamesisk menighed. Vietnamesere er vist katolikker.
Det var sjovt at se. Og et billede på det internationale, som Aarhus slår på i sit engelske slogan.

Tågen var ikke helt lettet over åen, og der var tomt ved cafebordene.

Det viste sig, at Domkirken alle dage først åbner kl 9.30.

Jeg havde god tid og vidste, at solen ikke ville falde direkte ind på den store glasmosaik på det tidspunkt.

Det sker nok før åbningstiden.

Jeg brugte ventetiden til at kigge på de 3 store kvindefigurer, der bærer baldakinen foran Hotel Royal. De har lidt havfrueagtig underkrop, og den bagerste har et dyrehoved.  

Jeg kender ikke historien bag, men flotte er de.

 Et kig ind i Rosengade.

Aarhus Domkirke har store og drabelige kalkmalerier. Faktisk findes det største kalkmaleri i Danmark her.

De er fra perioden 1417 til 1520.

Man kan vel kalde dem datidens tegneserier.

De er ikke så lette at tyde i vores tid og med vores forståelse.

Da der nu ikke var så meget blus på glasmosaikken, gik jeg efter et par af de mindste kalkmalerier.

Jeg har set dem engang, men måtte lede længe for at finde dem. Kirketjeneren kendte dem ikke.

Men hvis man kigger over venstre skulder og højt op lige efter man er kommet ind, ser man ræven på jagt efter en gås.

Nu er opgaven at finde de to et andet sted i kirken.

Og der vil det vise sig, hvordan det er gået.

Er gåsen fri?

Nej, sådan gik det ikke.
I én af hvælvingerne langt oppe i kirken løber ræven afsted med gåsen over nakken.
Og hvad betyder det så?

Kirketjeneren, der ikke kendte de to små malerier, kendte til gengæld et andet, hvor ræven er ved at blive hængt op i et træ.
Tre gæs har fat i et reb, som er bundet om halsen på ræven.
Foran løber et par gravhunde.
Og hvordan skal sådan en tegneserie tydes?

Kirketjeneren mente, at gæssene repræsenterer menneskene.

'Dum som en gås', siger man.

Ræven er repræsentant for det (den) onde, som jager og indfanger menneskene.

Men i sidste ende vinder menneskene over det onde!

Sådan en gammel tegneserie kan jeg blive helt optaget af. 

Hvordan mon tegneren levede dengang for 500 år siden?

Efter sådan en gang billedjagt var det blevet tid til gudstjeneste. 

Der var skønne korstemmer og dejlig orgelmusik.

En pige blev døbt Kathrine, og en dreng hedder nu Robert.

Præsten udlagde Jesu ord fra Bjergprædiken, om at vi ikke skal bekymre os, men se på himlens fugle og markens liljer - og hvem kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?

Der blev trukket linjer og reflekteret over teksten, så den også blev relevant i dag.

Dygtig præst.

Og Henrik var i gang med Søndagsavisen og morgenteen, da jeg kom tilbage.

Og hvis der stadig er læsere her efter det lange indlæg, vil jeg ønske God Nat!