"Hvad sagde du?"

Jeg har altid haft den tanke, at det var dumt og irriterende, når mennesker, der havde nedsat hørelse ikke ville bruge høreapparat.
I samme ombæring har jeg sagt, at hvis det var mig, så ville jeg se at komme i gang med høreapparater, mens jeg var i stand til at finde ud af det. Men det var ikke mig, for min mor havde en effektiv hørelse, til hun døde som 86 årig.
Henrik hørte til den kategori, der ikke ville have høreapp., selv om han hørte virkelig dårligt de seneste år af sit liv.
For at være på forkant, og ikke havne i samme stædige situation, fik jeg foretaget en høretest for to år siden. Jeg havde et lille høretab, som et høreapparat ikke ville kunne kompensere for.
Jeg fik taget testen igen for nogle dage siden, og nu var ørelægens konklusion, at jeg befinder mig i et gråzoneområde. Jeg vidste godt, at jeg ikke er den første, der hører telefonen, når den ligger i et andet rum. De højeste toner opfatter jeg ikke. På samme måde med de dybe toner. Jeg kan ikke så godt høre de dybe bas-mænd, der taler lavt, især når der er flere tilstede.
Ørelægens råd var, at jeg selv skulle vurdere, om det er nu, jeg skal have høreapp. - eller senere. Afhængig af hvor meget det generer mig i det daglige.
Jeg synes egentlig ikke, det generer mig synderligt. Men hvad med dem jeg omgås?
Jeg har spurgt, og de har lagt mærke til, at jeg siger "hvad sagde du?" mere end normalt.

Så det burde jo være nu.
Jeg må bare indrømme, at jeg har modstand imod det. Hvor er min kække holdning, om ikke at udskyde det, henne?
Når jeg har prøvet at sove med ørepropper, hvis jeg var i støjende omgivelser, så har jeg hurtig taget dem ud. Det generer min øregang.
Mit hår er kort, så det vil blive meget synligt.
Hvorfor har jeg de forbehold? Sådan var det ikke, da jeg begyndte at gå med briller for 20 år siden.
Jeg skal lige vænne mig til tanken.
Min aftale med ørelægen var, at jeg kommer igen om et år.
Men jeg kan altid komme før, hvis jeg vil.
Så det ...

Der er kommet en ny skulptur i parken ved Silkeborg Bad.

 Den hedder Subterranean og er af beton støbt i jordform.
Kunstneren hedder Carl Krull.

Blommesæson.

"Mig elsker blommer," sagde Johanne i dag.

Jeg elsker mit blommetræ, jeg er bare ked af, at der er en svampesygdom i det.
Især midt i træet er der visne grene med bitteså blommer på.
Længere ude i grenene er de pæne og store.
Søren Ryge siger, man ikke skal beskære blommetræer.
Men det her træ skal beskæres ret kraftigt, når sæsonen er forbi, og så må vi se, hvordan det reagerer på det næste forår.

Træet fylder efterhånden mere i bredden end i højden og bærer en masse frugt.

Jeg - en ikke-strikker.

Da min kusine opdagede en kurv hos mig med et par små strikkeprojekter, som havde ligget ufærdige lige siden begyndelsen af året, fik hun let overbevist mig om, at hun skulle have garnet med sig hjem.

Hun trevlede mine begyndelser op, og for et par dage siden sendte hun det her billede.
Færdige klude.
Oven i købet i forskellige mønstre.

Jeg må se i øjnene, at jeg ikke er en strikker.
Det ser ellers så hyggeligt ud, når nogen sidder og strikker.
For ikke at tale om de forskellige flotte resultater, jeg har set i virkeligheden og her hos bloggere.
Jeg strikkede faktisk, da jeg var ung. Engang en hel trøje med flet og snoninger.
Der er ikke noget, der taler imod, at jeg ikke skulle kunne strikke. Men når jeg ikke kunne 'finde tid' dengang jeg lå på sofaen i otte uger, så får jeg vist aldrig tid. :-)

Johanne har været med til at bage pandekager, men hun mener, man skal røre i dejen, når den er kommet på panden.
Det kom der en lidt sjov pandekage ud af.
Den smagte godt.

Men hun var i virkeligheden ikke særlig interesseret i køkkentjansen på det tidspunkt.

Mattias går i 0.B nu.

I tirsdags var det boldfærdighederne, han ville demonstrere, da han fik fri. Han kan sparke højt, drible og lave hovedstød, så jeg bliver helt imponeret.







Jeg er gået i gang i haven med at grave en staude op. Jeg ved ikke, hvad den hedder. Den ligner en tidsel og blomstrer med fine lilla blomster tidligt på sommeren. Men den har bredt sig helt uhæmmet med lange rødder. Nu skal den helt udryddes. Det foregår i flere omgange. Jeg arbejder mere end en halv time i haven nu, men skal stadig være opmærksom på ikke at overdrive. Og det skal vi vel alle på mange områder. Overdrivelse er ikke godt. :-)

Hjemme igen.

Weekendens fætter-kusine komsammen foregik ved kernen, som min fætter sagde. Da vi var i planlægningsfasen, mente han, at det kun kunne foregå der, hvor vores bedsteforældre boede engang.  Eller i hvert fald kun få km derfra.
Derfor mødtes vi i Vorupør, hvor vi havde lejet Klubhuset, som var meget velegnet. Der var udendørs boldbaner for de energiske og mobile. Og et veludstyret køkken, som i vores tilfælde blev brugt til at anrette i, da vi fik maden udefra.
Det blev en meget hyggelig dag med gensyn med de kendte og mulighed for at blive kendt med dem, jeg ikke havde mødt før. I børn og børnebørns-generationen.
Inden vi drog afsted igen, fastsatte vi en dato til næste år.

Jeg havde valgt at tage en overnatning på hotellet - det eneste i VØ. Om det kan siges, at det er billigt (500 kr) og rent! På forhånd havde jeg ikke sagt noget om det, men det uundgåelige spørgsmål 'kører du hjem i aften?' poppede selvfølgelig op. Og jeg kendte også på forhånd reaktionen 'du kunne da sove hos os/mig.'
Men sommetider er det rart og nødvendigt at lukke sin dør og ikke sige flere ord. Hvordan forklarer mange lige det?
Efter morgenmaden tog jeg en dukkert i Havbadet. Jeg var heldig. Lige mellem to regnbyger. Men det var ikke badevejr. Der var i hvert fald ikke andre badende. Derimod var der adskillige stand up padlende. Om de øver til verdensmesterskabet i SUP, der skal foregå i København og Vorupør den første weekend i september, er nok tvivlsomt. Men omtalen af den begivenhed har sikkert inspireret mange til at kaste sig ud i SUP sporten.

Min ældste kusine, der bor i Hurup havde inviteret på frokost.
Vi har fødselsdag samme dag. Jeg blev født den dag, hun fyldte 12, så vi har ikke fælles barndomsminder.
Eller jeg kan ikke huske det.
Men hun har altid fortalt, at hun var så stolt af at være med til at passe min mor og mig, sammen med sin mor - dengang nybagte mødre skulle ligge i barselsseng i flere dage.

Efter hygge med snak og mad, ville jeg køre en ny vej over Mors, da jeg nu var i Sydthy.

Der findes adskillige stednavne i farvandet mellem Thy og Mors, der ender på vig eller bredning eller sund. Således også Næss Sund.

En meget lille færge krydser det smalle sund.
Overfarten varer kun fem min., og jeg kunne fortsætte på den smalle landevej mellem de nyhøstede marker.

På hovedvejen over Salling må man køre 90 km i timen..
Hvis man vil følge trafikken, skal man køre de obligatoriske 10 km over. Altså100. Hvad der dog ikke forhindrede nogle biler i at overhale.
Apropos det forslag der ligger fra politisk hold, om at hastigheden skal sættes op på nogle udvalgte vejstrækninger.
Det giver god mening på veje som den over Salling, men vi kan åbenbart ikke lade være med at køre 10 km. over den tilladte?

Før frokosten var jeg en lille tur på Heltborg Museum, som ligger kun få km. fra Hurup.

Museet har en stor, fin samling af Jens Søndergaards (1895-1957) billeder.
Jeg opdagede lidt sent, at der også var en mindestue for digteren og forfatteren Hans Bakgaard.
Han kom hjemme hos mine bedsteforældre, så jeg kiggede efter dem blandt de mange billeder, der hang på væggene. Men jeg fandt dem ikke.

Lyngen blomstrer smukt for tiden.

De flygtige ismennesker.

I går kastede vores lokale avis et par spørgsmål ud:
Regattafyrværkeriet skydes i gang kl 24. Hvad mener du om tidspunktet?

Et overvældende flertal på 87 % mente, det er for sent. 12% mente tidspunktet tidspunktet er rigtigt,  og et par (useriøse) procent mente, det er for tidligt.
Festkomiteens formand har meldt ud, at tidspunktet ikke bliver ændret. Det kan jeg godt forstå i år, men næste gang så?
For folk, der skal i skole og på arbejde, er fem dages festligheder, der først slutter kl 00.20 lige sent nok.

Jeg havde tænkt, jeg ville gå ned til Havnen i aften, fordi jeg ikke er hjemme i morgen, men lige nu styrter regnen ned. Så jeg tror, jeg ser det fra terrassen.

Vejret var til gengæld fint kl 16.30 i eftermiddags, da de 3000 små isfigurer blev taget ud af fryserne og placeret på trapperne nede ved Stryget.

Den brasilianske kunstner Néle Azevedo har opført sin event flere steder i verden.

Den kan ses som en kommentar til klimaproblematikken. Og som et billede på altings forgængelighed.

En gruppe frivillige har de seneste uger arbejdet på at fylde vand i forme og lægge dem i de 11 lånte kummefrysere.

Langsøskolen har haft lagt lokaler til arbejdsprocessen. Kummefryser-ejere blev efterlyst i avisen, og der har været god opbakning.

Néle Azevedo fortæller, at hun lægger meget vægt på processen og samarbejdet med de lokale frivillige, der hvor hun kommer. Hun oplever danskerne som meget åbne og meget lattermilde.

Der var rift om at hjælpe med at sætte de små ismennesker ned på trapperne.

De blev anbragt to forskellige steder.

Det var spændende og stemningsfuldt, mens det stod på. Men de, der ikke oplevede det i dag, kan ikke komme i morgen og se det.
Det er det, kunstneren vil, at dekonstruere ideen om monumentet, der er skabt for altid.

Vi indtager mange sjove stillinger for at få det helt rigtige billede :-)















Alle de bådejere, der kan klemme sig ind, lægger sig ind i havnen for at følge efter Hjejlebådene, når de sejler ud på aftensejladsen kl 21. Denne her sjove lille pram vil også være med.

Et kig tilbage på vejen hjem.
Jeg havde brug for at have knæbandage på i dag. Det er længe siden sidst.

Vores by er blevet til Tivoli.

I forbindelse med Regatta, som byfesten hvert tredje år, hedder, bliver der afholdt mesterskab i fyrværkeri.
Det plejer at være Danmarks-mesterskab, men i år er det europæisk. Allerede i går aftes, tirsdag, begyndte det.
Jeg har god udsigt til det hjemmefra, og jeg var egentlig gået i seng, da bragene begyndte kl 24. Men jeg måtte ud af sengen og kigge med.
Det er flot, men det larmer for meget.
Jeg ville ønske, der kunne opfindes fyrværkeri, der ikke havde brug for de øredøvende brag.
Men hver aften kl 24 og 20 min. frem vil vi blive holdt vågne indtil søndag. Det er jeg ikke vild med.

Mange gader i byen er spærret af for at give plads til det enormt store tivoli,  til boder, telte og tribuner til koncerter og forskellige forlystelser.  Det er jeg heller ikke vild med. Jeg troede ikke mine egne øjne i første omgang, fordi der uden på et telt var et stort skilt med teksten "Topløs servering kl 21.00". Måske er jeg uvidende, men jeg tror ikke, det er sket før her i byen.
 Det er en sjov kontrast til den debat, der var for et par uger siden, om nøgenhed. Om hvordan vi gennem de senere år er blevet mere puritanske. Væk er topløsheden på stranden. Og ingen små børn uden tøj på samme strand. Mange undgår at gå i bad sammen med andre i svømmehaller.
Når nu jeg er ved at beklage mig over byfesten, der er større end nogensinde før, så er det irriterende at bo ved et af de steder, hvor en afspærring begynder. Gæster, der kommer hertil, for at deltage i forlystelserne, parkerer tæt i gaderne her.
Nå, men det er kun hvert tredje år.
Jeg føler med borgerne i Skanderborg under Smukfestivalen. Jeg var der i sidste uge, da min bror inviterede på restaurant. Midt i byen er lydniveauet som på festivalpladsen.

 Men der foregår også andre ting.
Der er fx nordisk mesterskab i ballonflyvning.
Lige pludselig var vejret så gunstigt, at der kunne startes på Sportspladsen  for enden af min vej.

Vi har fejret min svigersøns fødselsdag i eftermiddags, og det passede sådan, at vi sluttede af med, at Chr. cyklede med mig, og vi overværede, at 11 balloner blev sendt til vejrs.
Det var et flot syn.
Jeg har ikke cyklet sammen med Chr. før. Der er ikke langt, men vi skal krydse en befærdet, lysreguleret vej, og der var mange biler, der kørte og ledte efter et sted at parkere. Han cykler godt, men en seks-årig har ikke overblik eller er i stand til at vurdere en situation. En lego-reklame på et busstoppested fængslede ham straks, han fik øje på den. Jeg var helt oppe på dupperne for at holde øje for os begge. Jeg er glad for, jeg ikke skal cykle ham til skole.

Jeg hentede Mattias for nogle dage siden i skolen.

Han fortæller ikke meget om, hvad der sker. Måske er det også for overvældende endnu.

Men han havde helt sikkert brug for at komme ud og røre sig, da de fik fri. Han, og de fleste andre, styrede lige hen på legepladsen.

Der blev løbet, klatret, hoppet og spillet bold.

Vi har været på planteskole. Min datter skulle købe planter, og jeg fik gode råd fra en gartner om mit blommetræ.

Det har tabt en del blade og blommerne er små.

Gartneren mener ud fra billeder, at det er en svampesygdom. Jeg skal klippe de angrebne grene af.
Det vil jeg gøre. Jeg har tænkt, om det måske skal fældes. Men nu vil jeg prøve at se.


Vi er nogle i bebyggelsen her, der skal have ny vask og nye bordplader i køkkenet. Dvs. laminat.  Skal det være lyst eller mørkt? Jeg har valgt mørkt. Og glæder mig.
Uno-spillet fra mine børns barndom er kommet frem. Jeg havde faktisk glemt det, men det er sjovt, når børnebørnene bliver så store, at de kan spille kort.

Jeg skal til fætter-kusine komsammen i weekenden.
Det er ikke bevidst planlagt sådan, at jeg kan flygte fra tivolibyen, men det passer mig godt.

Kartoffelhøst.

Overskriften kunne godt antyde, at det handler om noget stort og en masse kartofler.
Det gør det ikke. Det er kartofler i beskeden målestok.
Men det er stort alligevel.
At en enkelt kartoffel lagt i jorden for et par måneder siden, kan udvikle sig til otte pæne, velformede kartofler.
Det er stort, synes jeg.

Da jeg gerne ville dele min begejstring for planters vækst, lagde Chr og jeg fire kartofler i jorden i foråret mellem stauderne.
Min have er lille, så der er ikke plads til en decideret køkkenhave.

Vi var sent ude, for det var d. 24. maj, vi puttede læggekartoflerne i jorden.

Siden har vi holdt øje med toppenes vækst.

I sidste uge gravede jeg en top op sammen med Johanne og i fredags sammen med Chr.

Jamen, jeg synes bare, det er så fantastisk :-)

Børnene deler dog ikke helt min begejstring, hvad jeg også godt kan forstå.

Chr. var ikke så vild med at få jord på fingrene. Her prøver han at identificere 'moderkartoflen'

Kartofler hører ikke til hans yndlingsspise, bortset
fra de hjemmelavede lækre pomme frites, hans far laver.

I min barndom spiste vi kartofler dagligt.
Det gør jeg ikke mere. Det er faktisk sjældent.

Børnefamilier gør det vistnok endnu sjældnere.

Min datter spurgte "Kan man godt spise kartofler til kødsovs?"
Vi gjorde ikke andet, da jeg var barn. Og jeg mener bestemt, vi gjorde det, da hun var barn.
Det kan jeg nu ikke huske helt præcist, for spaghetti havde holdt sit indtog dengang i 1970erne.

En lunken anbefaling ...

Det var et indlæg hos Lene, om det at være bekymret for sine børn, der fik mig til at tænke på en roman, jeg læste tidligere i år.
Bogen heddder Se Ikke Væk og er skrevet af Karen Strandbygaard.
Grunden til, at jeg overhovedet blev interesseret i bogen, var, at jeg læste et interview i Politiken med forfatteren.
Hun fortalte om sin mormor, der som 90 årig boede på plejehjem. En dag, da hun havde besøg at sin datter (Karen Strandbygaards mor) sagde hun, at hun altid havde elsket sine børn, men hun ville ønske, hun aldrig havde fået dem, for med børnene var der flyttet en angst ind, der havde fyldt alle hendes dage.
Karen Strandbygaard spørger "Er det sådan en slags hemmelighed. Går der i virkeligheden mange mødre rundt og er meget angste, men de siger det aldrig til nogen?"

Interviewet og bogen udkom omkring marts, tror jeg. Jeg syntes, det var et interessant tema. Jeg kender godt den bekymring, for at der skal ske ens børn noget ondt. Men jeg snakker ikke om det. Tror måske, jeg er den eneste? Ikke nu, da jeg har læst Lenes blogindlæg. Jeg troede, der ville blive talt og skrevet om emnet, da bogen udkom, men jeg har ikke set eller hørt noget.
Jeg snakkede med mine døtre om det. De blev overraskede, for de havde ikke opfattet mig som bekymret, da de rejste ud forskellige steder i verden for mange år siden.
Men jeg har også været bevidst om ikke at dele det med dem dengang. Jeg tror nemlig, man kan smitte med sin angst og bekymring. Jesper Juul, familieterapeut og forfatter, var underviser, da jeg gik på familierådgiveruddannelsen. Mange ting har jeg glemt, men ikke hans ord, om at ved at udtrykke bekymring overfor dit barn, siger du indirekte, at du tror ikke barnet kan klare sit liv selv.
Ikke at jeg mestrer det. Nu gælder bekymringen både de voksne børn og børnebørn! Skal jeg le eller græde? Men jeg har ikke grund til bekymring. De har i mange år vist, at de har ressourser.
Men den bekymring hedder vel også kærlighed?

Det var en lang indledning til en lille anmeldelse af Karen Strandbygaards roman Se Ikke Væk
Hovedpersonen, Anna, er bange for alting. Den angst bliver forstærket, da hun bliver mor til tvillinger. Hun tager sammen med sin mand og de femårige børn på ferie i Thailand for at komme væk og slappe af. Hun kan netop ikke slappe af og ser farer alle vegne. Det uhyggelige ved bogen er, at de små 'farer' hun ser,  i uheldigste fald kunne blive til virkelighed. Små hverdagshændelser bliver forstørret op i hendes fantasi.
Jeg bliver ikke fanget af krimier, og bogen er vel ikke en krimi? Men den er afgjort en spændingsroman.
Det er forfatterens debut. Hun har talent for at skrive, og den er meget velskrevet.
Jeg var meget optaget af den, da jeg læste den. Men jeg havde egentlig ikke lyst til at anbefale den, da jeg syntes, den var for uhyggelig.
Men det er jo min smag og siger mere om mig, end forfatterens udmærkede evne til at skrue en historie sammen.
Har I læst den eller hørt om den?

Jeg nyder synet af morgenfruernes generøse blomstring under blommetræet.

Et glimt.

I forgårs, da vi var alene, viste det sig, at papirdugen var en god ide.
Det er nok en pigeting.

Jeg tog ikke vandfarverne frem. Det ville blive noget sjask.

Slut juli og begyndelsen af august.

Jeg troede, denne her papirdug ville være en god ide.

Det viste sig, at drengene slet ikke syntes, den var interessant. Jeg ved også godt, det skal være noget med lego chima og sådan noget.
Johanne kan endnu ikke udfylde figurer. Måske et par piger på fire-fem år ville hygge sig med at lægge farver på. I morgen skal Johanne hjem til mig et par timer. Så vil vi prøve med vandfarver.

Jeg havde inviteret til boller i karry i går. Det var efterhånden længe siden, jeg sidst havde lavet den ret. Jeg kan konstatere, at den stadig er populær.

Og hvad er der ellers sket sidst i juli? Dagene går så hurtigt, uden jeg får skrevet.

En dag var jeg med i Tivoli Friheden i Aarhus.
I modsætning til Tivoli i København, som ligger i en velplejet have, så ligger Friheden i en skov.
Det er dejligt at gå mellem de store gamle træer.

Chr. og hans mor prøvede den lidt vilde Græshopper  et par gange. Man bliver drejer rundt og løftet op og ned i forskellige hastigheder.
Det giver kriller i maven.
Johanne var mest interesseret i en meget stor, veludstyret legeplads, hvor hun tilbragte mest tid sammen med sin far.

Jeg var med Chr i Hurlumhejhuset på et tidspunkt.

Her i spejlrummet, hvor sjove situationer opstår.

Han havde vældig travlt med at komme fra sted til sted.

Jeg kom til at tænke på en duracelkanin, der lige har fået nye batterier, så hurtigt gik det.

God træning for mine gangfærdigheder.

Apropos, så er min knæfys. tilbage fra ferie, og jeg har været til træning i dag.
Jeg har opbrugt det kommunale tilbud, som var 10 gange, men jeg er blevet tilbudt fem gange mere.
Det er jeg glad for.
Jeg mangler meget i, at mit knæled er stabilt. Men jeg synes, det går godt.

Ikea er også blevet besøgt her inden sommerferien sluttede. Begge børn blev tjekket ind i legehjørnet, hvor der bliver holdt øje med dem.
Instruktionen lød fra personalet: "I skal tisse før I kommer ind. Og I må ikke kaste med boldene."
Jeg blev og holdt øje med Johanne gennem glasruden. Hun klarede sig godt og gik bare væk, hvis de store børn, ville det samme som hende. Men de store drenge (seks-otte-ni år) glemte lynhurtigt, at de ikke måtte kaste med boldene. Personalet opdagede det som regel med det samme og fik legen stoppet.


Jeg har været til en meget hyggelig rund fødselsdag, idet min svigerinde havde inviteret 26 kvinder til en lækker frokost på Nørre Vissing Kro
Min bror og svigerinde har holdt forskellige mærkedage på den kro. De har en virkelig dygtig kok og maden er fremragende.
I dag var min Silkeborg Bad-dag. Der er stadig ikke kommet gang i Sisyfos installationen. Det har været en dag med regn fra morgen til omkring kl 17. Der var kun få gæster.

Grokraft.

Mit grønne, skyggefulde hjørne blev for nogle uger siden 'afmonteret'.




Murværket skulle vedligeholdes.
Der blev fuget og pudset til den stor guldmedalje.

Den gamle mur er blevet hel smuk.

Jeg forstår godt og respekterer fuldt ud, at en slyngplante, som den jeg havde, ikke må gro op ad den nyreparerede væg.

Inden mureren kom, havde jeg savet og klippet planten helt ned til jorden, og jeg troede, det var nok til at tage livet af den.

Men da jeg forleden kastede et blik ned i hjørnet, hvor der skulle have været bar jord, så jeg til min overraskelse, at planten er i fuld gang med at vokse.
Jeg bliver imponeret over sådan en grokraft.

Desværre er der ikke plads til den slags livsudfoldelse lige præcis der.

Nu har jeg klippet ned til bar jord igen, lagt en sort plastpose over og anbragt en stor sten øverst.
Ingen planter kan gro uden lys - tror jeg nok. Det vil vise sig.

I dag er en af de sjældne dage med varme og solskin fra morgen til middag. Hvordan eftermiddagen bliver, vides ikke med sikkehed. Måske bliver skyggehjørnet det sted, der er mest behageligt i dag.

Tilføjet 3.aug.

Under oprydning i mine billeder fandt jeg det her efterårsbillede fra 2014.