lørdag, november 29, 2008
Min amaryllis
fredag, november 28, 2008
Frivillig-forberedelser.
John, lederen af huset, søger andet arbejde. Ærgerligt! Den mand kan noget særligt med at skabe god stemning!
torsdag, november 27, 2008
Dilemma
Det, den indre stemme sagde var, at hvis vi havde købt noget mad i Føtex og spist hjemme hos en af os fem, så kunne vi have givet et par hundrede til en af de organisationer, der deler julehjælp ud.
En anden lille stemme trængte sig på og sagde "Gu' vil vi da ej - vi er jo ikke ude i noget overforbrug"
onsdag, november 26, 2008
mandag, november 24, 2008
Min yndlingsbog.
Jo, jeg synes, den er fin. Måske kunne det poetiske være kommet mere frem? Sådan lidt mere romantisk. Men den skal heller ikke være for nuttet. Alt i alt er jeg tilfreds med tegningerne.
Jeg kan bare ikke læse teksten :-( Men ældste af de sødeste kan. :-)
Jeg må i gang med at lære fransk som de japanske studerende, der lærte dansk for at kunne læse Kierkegaard på originalsproget!!
SøndagsOpera
Det, der har givet mig mest stof til eftertanke fra avisinterview'et, er der hvor hun siger, at hun er mere nervøs for at synge i Silkeborg, end hun er, når hun er ude i verden. Og så føjer hun til "det er jo fordi, der er så mange, der kender mig personligt her".
Jeg ved godt, at dem der står én nærmest også er dem, der kan såre én mest. Og at kritik fra ens kære kan gøre meget ondt.
Alligevel blev jeg overrasket over, at en succesrig sanger også har det sådan. På den anden side set, så fortæller det også noget om, at det nok er et menneskeligt vilkår med det der bløde punkt, som de allernærmeste har adgang til. Jeg havde engang et lille memento på mit køleskab, der lød nogenlunde sådan "Kritik er som en hård børste, der ikke skal bruges på det bløde stof"
Det bliver jeg vist aldrig færdig med at huske på !
søndag, november 23, 2008
Undervejs.....
Marselis Mindepark
lørdag, november 22, 2008
Hen ad gaden.....
Og i dag med blå himmel.
Lidt henne ad gaden ligger "Samlerbørsen". Jeg stopper altid op foran den forretning. Den er så speciel i sit udvalg af varer.
fredag, november 21, 2008
En kop er en kop er en kop.....
Den første sne.
Men allerede nu i skrivende stund skinner solen igen. :-)
torsdag, november 20, 2008
Regn, hagl og solskin
Frivillighuset manglede kontor og telefonpasser fra kl. 13-14, så den time snuppede jeg lige, og der var stadig en god, lang eftermiddag tilbage, da jeg var færdig. Solen skinnede, og vejret indbød til en lille tur hen ad gågaden. For et par uger siden blev det nyeste torv indviet og en spændende skulptur afsløret.
Skulpturen og Torvet er en gave fra Jyske Bank i forbindelse med deres seneste udvidelse, som ses til venste i billedet. Der er altid avispolemik og protester, når Jyske Bank udvider. Og især i denne omgang, da de havde købt den gamle, ærværdige bygning (til højre) som gennem årene havde huset Silkeborg Avis. Protesterne blev ikke siddet overhørige. Det gamle hus blev taget varsomt ned, og det ydre blev genopført et stykke længere tilbage på gaden. Avisen har nu til huse på Papirfabrikken.
Men der rejste sig en storm af protester igen, da Byrådet var enige med Jyske bank i at kalde pladsen Norups Plads efter en tidligere bankdirektør. De mange læserbreve og forslag ændrede ikke noget ved valg af navn. Og lige så stille glider det ind i vores bevidsthed, at byens smukkeste plads hedder Norups Plads. Jeg var enig med dem, der foreslog "Vor Frue Plads" efter kirken, der ligger på hjørnet overfor.
Billedhuggeren Frode Steinicke står bag den store skulptur. Den er over 7 m. høj og hedder Pentagonal Monument. Jeg synes, den står som et flot bindeled mellem det gamle hus og den nye bygning. De nederste trin i forskellige niveauer vil sikkert indbyde til leg og hvile for trætte ben, når det bliver sommer igen. Kunstneren sagde "Det er et monument over at intet varer evigt. At alt er i bevægelse fra en overgang til noget andet".
Jeg er ikke sur over, at Jyske Bank præger billedet i vores by (som nogen er). De har beriget byen med andre kunstværker, bl.a. en kæmpekrukke af Per Kirkeby, som jeg vil fange med mit kamera en dag.
onsdag, november 19, 2008
En tung sag....
I august måned var jeg blandt de tilfældigt udvalgte borgere i 12 kommuner, der blev inviteret til en omfattende helbredsundersøgelse i forbindelse med folkeundersøgelsen KRAM ( kost, rygning, alkohol, motion) Det viste sig da, at knoglemineralindholdet i min højre hånd (som blev scannet) var under normalområdet. Nu ved jeg godt, at andre knogler ikke nødvendigvis har samme status som hånden. Men eftersom min mor blev 10 cm. lavere (2-3 cm er normalt) i sit livsforløb (uden at blive rundrygget) og ofte havde rygproblemer, så vil jeg have kigget på, om jeg har en tendens til osteoporose.
Det er iøvrigt ikke afklaret, hvorfor så mange kvinder i den vestlige verden har osteoporose, og at et stigende antal mænd også får det. Det med mændene betyder jo, at det ikke kun skyldes østrogenmangel. Som så meget andet er det nok et komplekst sammensurium af vores livsstil.
Men tilbage til brevet med indkaldelsen. Det var så tungt, så jeg måtte veje det, og vægten viste 120g.
Der var 3 A4 ark - 1 med datoen - 1 med udførlig forklaring på hvad DEXA-scanning er for noget, og 1 med generel information. Så var der 2 sammenclipsede ark med adresser og ventetider på andre hospitaler i kongeriget. Der var 4 sammenclipsede ark, der vedrørte befordring. En brochure der omhandlede frit sygehusvalg og endelig en mappe i stift papir med stort foto på forsiden med smilende læge med stetoskop "Velkommen til Regionshospitalet Silkeborg" står der. Indeni i mappen er der 3 ark med informationer nydeligt illustreret med fotos. Det første ark handler om generelle ting: hvor mange patienter årligt, antal indlæggelser og behandlinger og antal medarbejdere samt stedets værdier. Det næste ark er beskrevet på begge sider med praktiske oplysninger til den borger, der skal indlægges og endelig er der et ark med oversigtskort, så det er muligt at finde rundt til de forskellige afdelinger.
Jamen, jamen.....jeg skulle bare have en tid til en ambulant undersøgelse!
Tiden er d. 10. marts 2009!
Hvad med dem, der går rundt med smerter og behøver udredning og behandling? De har forhåbentlig ikke så lang ventetid??
tirsdag, november 18, 2008
En anden verden....
Da der tonede 2 hærdebrede mænd frem i tv-sofaen, gik jeg fra. Alligevel nåede morgenværtens introduktion mine ører, idet han sagde "De fleste af os med testosteron i blodet har stået og kigget sultent på en gravko på en byggeplads"
Så blev jeg nysgerrig, for hvad er det for noget med granvoksne mænd og små drenge, der elsker at kigge på store maskiner?
Det viste sig, at de 2 mænd var vendt hjem efter at have deltaget i verdensmesterskabet for konstruktionsmaskiner i Spanien. Der havde været 44 deltagere fra 22 lande. Konkurrencen handlede om, at udføre små bitte præcisionsopgaver med mega store og tunge maskiner, som jeg ikke kender navnene på, men som vist nok bruges på de kolosale byggeprojekter, der er rundt omkring. Der var lagt filmklip ind under samtalen og jeg blev helt fascineret over at se, hvordan en lille, lille dims kunne flyttes af sådan en stor maskine og tanken om, hvor uendelig præcis og varsom håndmotorikken skal være hos den mand, der fører joystick'en.
Der er godt nok forskel på interesser hos mænd, der elsker maskiner. Og kvinder, der elsker at strikke og lave scrapbooks. Kunsten er så at respektere og beundre hinandens interesser og lade hinanden have dem i fred.
Ps. Jeg ved godt, at kvinder også kan føre store maskiner, og mænd kan lave håndarbejde. Jeg havde engang en nabomand, der strikkede (på maskine) og en anden der syede stramaj. Det synes jeg er fint. Ikke noget med at sætte hinanden i bås.
mandag, november 17, 2008
Vinterbelysning eller....
søndag, november 16, 2008
EtermiddagsOpera.
Men sådan et par timer som i dag med de mest populære ørehængere fra forskellige operaer, det er lige noget for mig. KammerOperaen er et turnerende operakompagni, der leverer opera i øjenhøjde, står der i deres pjece. Og det skal jeg lige love for. De sang hamrende godt, de 3, ledsaget af en meget dygtig pianist. De var søde og sjove, bevægede sig rundt blandt publikum og lavede en masse spas. Jeg er vildt imponeret over de store, kraftfulde stemmer, de har, og at de samtidig har luft til al den dramatik, som de også underholder med. Det var bestemt en dejlig oplevelse på en mørk november eftermiddag. Jeg mødte Nanna, og vi delte bord. Og sådan er det vel egentlig? Man skal da bare gå afsted, selvom der ingen bodyguard er. I går aftes var vi inviteret til middag hos Olivia og hendes "mor".
fredag, november 14, 2008
Sidste arbejdsdag.
Når jeg ser tilbage, så var jeg hysterisk bange for at slippe arbejdslivet med alt hvad det indebar af kontakt til andre mennesker, anerkendelse, udviklingsmuligheder og en lønindkomst. Nogle måneder før jeg sagde op, havde jeg nogle dages ufrivilligt (men spændende) ophold i Kangerlussuaq pga. dårligt vejr. Der var også andre, der drev rundt og vi snakkede sammen, og som det første fortalte vi hinanden, hvad vi arbejdede med. Mit skrækscenarie: hvordan præsenterer man sig, når man ikke har et arbejde?? Et par sygeplejersker og en pensioneret lærer mente, at man blev da ved med at være den profession, man havde haft.
Men jeg har fundet ud af at al den skræk, kan koges ned til den eksistentielle angst for at blive gammel, syg og fattig - og at dø. Og at det er et grundvilkår for os. Og nogen gange fylder det noget, men for det meste gør det ikke - for mig. Og her kommer et dr. Phil citat ind (amerikansk tv-terapeut) :-) som jeg bliver drillet meget med, fordi jeg ser hans program - sommetider...... "there is no reality - it is all about perception" Eller som det danske ordsprog "det er ikke hvordan man har det, men hvordan man ta'r det" Når jeg nu er ude på Memory Lane, så har jeg også kigget i den kurv med det sjove indhold, som mine kolleger gav mig den sidste dag. De havde lavet taler, sange og sjove indslag og vi grinede så meget, så der overhovedet ikke blev behov for at fælde tårer. Det havde jeg gruet lidt for. Jeg havde Linda med til frokosten. Det var også lidt hendes sygehus - hun var født der - og havde også været med på arbejde, når der havde været brug for pasning. Dengang det var et meget mindre sygehus. Jeg fik sagt rigtig grundigt farvel. Også til M3, min afdeling, hvor vi spiste morgenmad sammen dagen før, og jeg fik gaver og sang. Jeg tror, at farvel er rigtig vigtigt. Ikke noget med at liste ud af bagdøren.
torsdag, november 13, 2008
Energien....
Jeg hørte til den sidste årgang, der kunne starte på fysioterapeut uddannelsen med realeksamen, men jeg savnede noget almen viden senere hen, og tog nogle enkeltfag på HF. Bl.a. tog jeg dansk sidst i 80erne, da Monica gik på gymnasiet.
Den opgave vi tog fat på i dag, er en billedanalyse. Et billede af Erik Henningsen fra 1892. Det hedder "Sat ud" og hænger på Statens Museum for Kunst. Jeg kan kende det igen. Vi havde det også dengang - det er bare så længe siden, så jeg har glemt det meste.
Jeg sidder og tænker på, om billedet af fattigdom og social nød i København i 1892 overhovedet kan give mening i hovedet på et menneske, der har været på flugt i krigshærgede områder, set og oplevet vold, selv har været voldelig for at overleve og forsvare sig og levet i flygtningelejr under usle forhold, hvor 100 vis af lig blev kørt væk hver dag. Lidt efter lidt hører jeg om episoder. Hun fortæller ikke fra ende til anden, men kommer i tanke om noget, når vi sidder og analyserer en tekst. Og jeg undrer mig over, hvad et menneske kan rumme. Senere på eftermiddagen var jeg ude og rive blade sammen og rydde lidt op i de visne nastursier. Jeg glædede mig over en flot regnbue. Den var flygtig - men flot så længe det varede.
Eftertanken.....
Inden jeg kørte hjem i går, havde jeg lige den tanke, om jeg kunne finde en lille rolig vej i stedet for motorvejen! Men det gik jo godt, da jeg var ude i trafikken.
Opvasken som jeg efterlod i søndags, da jeg skulle hurtigt ud af døren, står og ser uoverskuelig ud i dag.
Måske er det sådan, at angsten og forskrækkelsen først melder sig for alvor, når der kommer ro på?
Hun er på arbejde i dag, så nu er hverdagen i gang. Og den skal nok blive god igen.
onsdag, november 12, 2008
efterårsstemning
tirsdag, november 11, 2008
Hortensia i november.
mandag, november 10, 2008
Apropos
Efter en tur på Skadestuen, kan vi konkludere, at hun er sluppet utrolig heldigt fra det. Hun har en bule på den ene side af hovedet og en øm nakke. Lægen tilrådede ro og hvile i et par dage og panodil og obs på, om der er symptomer på hjernerystelse. Da svigersønnen havde uopsættelige aftaler i dag, kørte jeg over til dem i går aftes. I dag råhygger jeg mig ved at se på hende - hun ligner sig selv.
Det faktum, at hun selv ringede til mig ude fra vejen, gjorde at jeg ikke blev rigtig bange. Men hele situationen vækkede minder til live fra dengang for 7 år siden, da min yngste bror kørte galt på motorcykel. Han lå svært kvæstet i 6 uger inden han døde. Og alle de patienter jeg i tidens løb har haft til genoptræning med forskellige skader efter trafikulykker..... Så var det mere fredsommeligt, dengang kvinder sad ved vinduet og broderede og mænd spadserede hen til kontoret. Det er vist 100 år siden og verden ser meget anderledes ud i dag.
søndag, november 09, 2008
Anden blev god
Sms'er, mails og telefonsamtaler kan aldrig gøre det ud for at se hinanden i øjnene og give knus og kram. Og ind imellem er det ligesom, det ikke er længe siden, der skulle sættes rottehaler og hjælpes med lynlåse...... Jeg tænker sommetider på en samtale, jeg havde med en patient for mange år siden. Jeg var først i 30erne og havde små børn, der skulle bæres, følges på vej og passes på. Patienten var en kvinde oppe i 80erne. Vi var i fysioterapiens gymnastiksal, og det var en vintermorgen. Patienten talte om, at hun var bekymret for, om hendes søn kom godt på arbejde i det glatte føre. Jeg spurgte om, hvor gammel han var. Da hun svarede: "58 år" har jeg nok lignet et stort spørgsmålstegn, og jeg tænkte, at han kunne da passe på sig selv. ????? Jeg husker ikke mere af samtalen, men den har bundfældet sig og kommer engang imellem op til overfladen, idet jeg gennem årene erfarer, at min omsorg for mit afkom ikke stopper der, hvor de selv kan binde sløjferne. Den vil altid følge dem - om ikke på et praktisk plan - så altid med ønsket om, at det må gå dem godt.