onsdag, december 17, 2008

I virkeligheden - eller??

En skuespiller på et teater i Wien var lige ved at dø under en forestilling for et par dage side. Han skulle skære halsen over på sig selv som led i handlingen. Publikum klappede begejstret over det flotte stunt, indtil det viste sig, at han ikke rejste sig op - det var rigtig blod og ikke teatermaling, der farvede scenegulvet.

Så rejser spørgsmålet sig, om én havde byttet den sløve kniv ud med en skarp, eller om han selv havde gjort det??

For et par dage siden i de sene aftentimer blev der på dansk tv vist et selvmord fra det virkelige liv. Programchef Mette Boch fratrådte i protest. Etisk Råd har taget skarp afstand og fraråder iøvrigt også aktiv dødshjælp.

Jeg så dokumentarfilmen og kan ikke få den ud af hovedet igen. Vi er vant til at se mord og drab på film. Var det her en film? Var det virkelighed? Jeg ved godt, det var virkelighed, og at hovedpersonen havde et budskab, han ville bringe ud. Men jeg tænker, om ikke budskabet svækkes, fordi vi har mulighed for at se alle mulige og umulige aspekter af livet på film?

Manden, Craig 58 år, led af den fremadskridende sygdom amyotrofisk lateral sclerose (ALS)

Han var respiratorbruger, men kunne stadig gå lidt, spise og tale. Han havde besluttet at gøre en ende på sit liv, mens han endnu kunne glæde sig over det.

Han havde talt grundigt med sin kone og sine børn, som ikke prøvede at holde ham tilbage. Det dilemma han stod med var, at han var nødt til at rejse til Schweiz til selvmordsklinikken Dignitas.

Bistået af sin kone og en socialworker på klinikken gennemførte han det på værdig vis.

Det må være svært at være kone i den situation - og bagefter.

I 2007 udgav den 45 årige århusianske læge Jørgen Drasbæk Schiønning sin bog Slangetæmmeren. Han var på det tidspunkt fuldstændig hjælpeløs af sygdommen ALS - ude af stand til at tale, spise og trække vejret ved egen hjælp. Hans kone havde forladt ham, men boede dog tæt på med deres 2 børn. Han havde døgnet rundt personale uddannet i respiratorpleje omkring sig.

Han valgte at leve.

I Danmark kan ALS patienter, som har valgt respiratorbehandling til også selv vælge den fra igen. Med hjælp af personale fra Respirationscenter Vest kan et menneske afslutte sin respiratorbehandling og sit liv.

Min holdning er fuldstændig i tråd med Etisk Råd. Vi skal ikke have aktiv dødshjælp i Danmark.

Men den teknologiske udvikling rejser godt nok mange dilemmaer både ved livets begyndelse med de meget præmature børn og ved livets afslutning - og hele vejen igennem.......

6 kommentarer:

  1. Jeg synes, det er et utroligt vanskeligt spørgsmål, Betty. Jeg så for en del år siden en dokumentar fra Holland, hvor man fulgte en uhelbredelig sygs sidste dage. Det tog mig meget lang tid ikke at tænke på scenerne igen og igen. Men i den film var der for mig ingen tvivl om, at det kan være rigtigt at give mennesker muligheden for at dø. Det sker jo også igen og igen på de danske sygehuse, når man stopper en behandling. Min fætter døde ved, at lægen slukkede for hans respirator, da han var erklæret hjernedød efter at have fået et stykke kød i den gale hals.

    SvarSlet
  2. Jeg har også set en udsendelse fra Schweiz på belgisk TV - det er muligvis den samme. Det er meget svært at tage stilling til synes jeg - sidste år var der sagen med den franske kvinde, hvis ansigt var forandret af en kæmpe svulst - hun kunne have levet i år fremover. Men med hvilken ydmygelse og social ensomhed til følge? Hun valgte at tage sit eget liv - men i visse tilfælde er aktiv dødshjælp værdigere for en katolik end selvmord.

    Da min far døde, havde tumoren flere gange lavet hul på mavesækken og hver gang kom han på operationsgangen og de lukkede det til. Men efter to gange den sidste samme dag valgte vi, at de ikke skulle gøre mere - er det så aktiv dødshjælp? Det var i hvert fald det værdigste at gøre for alle parter, tror jeg.

    SvarSlet
  3. Madame, jeg synes også det er en meget svær problemstilling. Men netop det at slutte en udsigtsløs behandling sker ofte på danske sygehuse - som passiv dødshjælp.
    Hvis det var en lovgivet rettighed, tror jeg, at mange mennesker vil føle sig presset til at benytte rettigheden for ikke at være til besvær for pårørende.

    SvarSlet
  4. Nille, der er nok ikke nogen fællestræk. Hver enkelt har sin egen historie. I din fars tilfælde, synes jeg, I har stoppet en overbehandling, som må have været utrolig belastende for din far. At undlade operativ eller medicinsk behandling og at øge smertelindring er ikke ualmindeligt på danske sygehuse og bliver ikke betragtet som aktiv dødshjælp.

    SvarSlet
  5. Godt indlæg Betty, og jeg er fuldstændig ening med dig. Vi havde personale fra Hospice til at ubndervise os, og det viser sig at når man symptombehnadler i den sidste tid, så ønsker folk faktisk livet lige til det sidste og ikke døden, de er afklaret med døden, men den kommer når den kommer. Og Nille, vi kan alle sige livsforlængende behandling fra, så I ydede ikke aktiv dødshjælp. Og Madame, det samme i din fætters tilfælde.
    Man kan så meget i dag med lindrende behandling, og det skal vi blive meget bedre til.

    SvarSlet
  6. Lene, tak for din kommentar, som summerer det hele op på en fin måde.

    SvarSlet