Jeg har en stor forkærlighed for engelsk julemusik, og den kærlighed blev grundlagt for mange, mange år siden, da jeg var 23 og tilbrage et efterårssemester på college i England.
Jeg havde arbejdet et år som fysioterapeut og i stedet for at købe udstyr og indrette mig, så valgte jeg at bruge penge på at vende tilbage til skolen for sjov og havde en masse engelsktimer, nogle i fransk, klaverundervisning og musikforståelse. Det var en herlig oplevelse i et intenationalt miljø.
Men man skal jo ikke røre ved en gammel kærlighed. Ikke desto mindre var det, hvad vores korleder gjorde her i efteråret, da han kom med sin egen oversættelse (tættere på det oprindelige latinske, end de andre danske oversættelser, sagde han) af "Oh, come all ye faithfull". Den gode gamle engelske er min absolutte favorit, så jeg syntes jo, det var nærmest helligbrøde at ændre både tekst og arrangement.
I stedet for at synge i omkvædet:
"Oh, come let us adore him" osv.
så havde han oversat den til:
"Halleluja for barnet
halleluja for barnet
halleluja for barnet i Betlehem".
Aj, hvor lød det forkert i mine ører i begyndelsen.
Men nu da den er godt indøvet og sunget til flere koncerter, så må jeg indrømme, at jeg synes den er rigtig smuk i den version. Og den kendte udgave på min cd er ikke blevet ringere. Den er ligeså flot som altid.
Så jeg har fået repeteret, hvad jeg godt viste et eller andet sted, at man kan godt ændre og tilføre nyt til de gamle måder at gøre tingene på.
Og således beriget, vil jeg gå ud i det kønne vintervejr. Solen skinner og frosten bider med et par grader.
Tilbageblik i fotoalbummet minder mig om, det var højst usædvanligt dengang i '67, at det sneede i England, og Yemarshet fra Etiopien havde aldrig set sne før. Jeg er nr. to fra venstre.
Jeg havde arbejdet et år som fysioterapeut og i stedet for at købe udstyr og indrette mig, så valgte jeg at bruge penge på at vende tilbage til skolen for sjov og havde en masse engelsktimer, nogle i fransk, klaverundervisning og musikforståelse. Det var en herlig oplevelse i et intenationalt miljø.
Men man skal jo ikke røre ved en gammel kærlighed. Ikke desto mindre var det, hvad vores korleder gjorde her i efteråret, da han kom med sin egen oversættelse (tættere på det oprindelige latinske, end de andre danske oversættelser, sagde han) af "Oh, come all ye faithfull". Den gode gamle engelske er min absolutte favorit, så jeg syntes jo, det var nærmest helligbrøde at ændre både tekst og arrangement.
I stedet for at synge i omkvædet:
"Oh, come let us adore him" osv.
så havde han oversat den til:
"Halleluja for barnet
halleluja for barnet
halleluja for barnet i Betlehem".
Aj, hvor lød det forkert i mine ører i begyndelsen.
Men nu da den er godt indøvet og sunget til flere koncerter, så må jeg indrømme, at jeg synes den er rigtig smuk i den version. Og den kendte udgave på min cd er ikke blevet ringere. Den er ligeså flot som altid.
Så jeg har fået repeteret, hvad jeg godt viste et eller andet sted, at man kan godt ændre og tilføre nyt til de gamle måder at gøre tingene på.
Og således beriget, vil jeg gå ud i det kønne vintervejr. Solen skinner og frosten bider med et par grader.
Tilbageblik i fotoalbummet minder mig om, det var højst usædvanligt dengang i '67, at det sneede i England, og Yemarshet fra Etiopien havde aldrig set sne før. Jeg er nr. to fra venstre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar