mandag, marts 01, 2010

To dejlige oplevelser.

I fredags var jeg på Social og Sundhedsskolen til reception. Min somali-enlig-mor fik sammen med sit hold udleveret eksamensbevis.
Det var en festlig og hyggelig eftermiddag.  Hun fik 10 for sin eksamensopgave og var selvfølgelig glad. Jeg var lidt stolt, for jeg havde også lidt del i det.
Det har været rigtig interessant at få indblik i, hvad det er en social og sundhedshjælper (ssh), som tidligere blev kaldt hjemmehjælper, skal kunne. For mange år siden var det nok at være en god husmor hjemme, så kunne man godt få arbejde i hjemmeplejen. Der er dog stadig også mange ufaglærte i branchen.
Det var også spændende med selve eksamensopgaven. Meget anderledes end i min tid.
Der var forskellige emner/sygdomme at vælge i mellem en uges tid før eksamen. Så efter at valget var taget, var det bare om at gå i gang med at søge oplysninger i pjecer, bøger og på nettet.
Det kan være vanskeligt for én, som ikke har en dansk skoleuddannelse.
Hun valgte at skrive om osteoporose og fremlægge det til den mundtlige eksamen.
Der skulle gøres rede for, hvad det er for en sygdom; hvordan den opstår; hvordan symptomerne viser sig; hvilken medicinsk behandling/træning, der skal til; hvilke hjælpemidler og personlig pleje, der kan være behov for; krisereaktioner hos en person, der bliver ramt af en kronisk sygdom; copingstrategier og endelig tanker og reflektioner over ssh'ens rolle.
Det er ikke småting at have med i sin bagage. Men hvor er det godt for den borger, der er ramt af sygdom, at blive mødt af en hjælper, der forstår vedkommende og kender sygdommens baggrund.
Så nu vil hun gerne arbejde et år, og så gå videre til social og sundhedsassistent, som har flere beføjelser og som må dosere medicin.
Herefter er der adgang til sygeplejerske uddannelsen og vist også de andre mellemlange uddannelser i sygehus/sundhedssektoren.

Jeg har ikke fået lov!!
Jeg er nr. to fra venstre.
Måske forsvinder det igen, billedet!
Det er lettere at få tilgivelse
end tilladelse, siges der.......



Den anden dejlige, glædelige oplevelse var barnedåben i går.
En rigtig skøn og tilpas buttet babydreng på fire måneder blev døbt.
For tre år siden var vi i den samme kirke omkring en lillebitte kiste. I går var vi forbi det lille gravsted, hvor et tændt lys var pyntet med et lyseblåt bånd.
Jeg er sikker på, at det lille barn, som vi ikke lærte at kende, lever i forældrenes hjerter som et af deres børn.

"Sorrig og glæde de vandre til hobe
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer, de følges og ad"
osv.
 nr 84 i Højskolesangbogen.

Kingo skrev sin salme i 1681. Men sådan er det stadig, selv om mangt og meget ændres omkring os.

8 kommentarer:

  1. Dejligt, at det gik godt til eksamen. Jeg kan godt forstå, at du var stolt.
    Osteoporose er et stort emne, så det var flot klaret.
    Kirken er rammen om både start og slut. Dejligt at det denne gang var starten på en lille nyt liv, I skulle fejre. Selv om I ikke glemmer den anden begivenhed.

    SvarSlet
  2. Og det er en af de aller dejligste salmer, synes jeg.

    Skønne og livsbekræftende oplevelser, du har været omkring.

    SvarSlet
  3. Hvor er det flot med eksamensresultatet. :)

    SvarSlet
  4. Sus, det var så godt, at eksamen forløb godt. Det er som du skriver, kirken er rammen om start og slut.

    Eva, ja og så har den alligevel så mange år på bagen.
    Livsbekræftende er lige ordet for de to begivenheder.

    Tina, ja det var flot.

    SvarSlet
  5. Det må have været en dejlig oplevelse for dig at være med til, at overrækkelsen af ekseamensbeviset. Det er en meget stor glæde, når nydanskere klarer sig godt i deres nye land :-)

    Og barnedåben må også have været en livsbekræftende oplevelse midt i savnet.

    SvarSlet
  6. Madame, det er så godt for nydanskere at få uddannelse/arbejde. Jeg kan se, hvordan hun er vokset.
    Og barnedåben var usædvanlig livsbekræftende. Han skreg sig igennem hele seancen. ;-)

    SvarSlet
  7. Betty, tillykke med det flotte resultat for din elev. Jeg var egentlig slet ikke klar over, hvordan uddannelse for en SSH hang sammen, men hvor er det godt at læse, at man går så grundigt til værks. Men det må også have været en stor opgave for din elev.

    Barnedåben, jeg håber at det drejer sig om samme forældrepar, de der måtte følge den lille nyfødte til graven og de som nu har fået døbt den lille guldklump. Selv om savnet ikke forsvinder, så er det godt at læse, at de også skulle tildeles lykke og glæde ved at få et nyt lille barn.

    Sidst, men ikke mindst, hvor er det sjovt at man bruger frivillige til brobygningen, det har jeg ikke tidligere hørt om, men vil givetvis være med til at skabe stolthed over projektet blandt lokalbefolkningen.

    SvarSlet
  8. Annette, det har også været en øjenåbner for mig, det med ssh uddannelsen. Spændende at få indblik i. Jeg er lige blevet spurgt om jeg vil hjælpe en anden, der går på assistent udd.
    Jo, det er det samme forældrepar, der mistede en baby og nu har fået et nyt barn. Det var en graviditet med stor frygt for at miste igen. Heldigvis gik det godt.
    Ja, broprojektet optager mange mennesker her i nærområdet

    SvarSlet