lørdag, november 08, 2014

Mens jeg ventede i går morges.

Mens jeg ventede i går morges, stadig mere utålmodig, stod jeg og kiggede på de farverige tallerkensmækkere, der endnu lyser op i haven. Det er altid godt at kigge på farver, og jeg glæder mig over, at lige præcis den blomst er her endnu. Det er kun et spørgsmål om lidt frost, så er det slut.

Min utålmodighed skyldtes, at taxaen ikke kom som bestilt.
Da jeg først havde bestemt mig i går aftes for at tage afsted, uanset forkølelse, besluttede jeg at bestille en taxa, idet jeg tænkte, det ville være mest afslappende. Jeg behøvede ikke at lede efter en parkeringsplads ved stationen og få mine børn eller naboer til at køre bilen hjem senere.
Turen til stationen tager max 10 min., men på taxacentralen sagde de, at de ville sende taxaen til mig en halv time før afgang. Det var fint for mig.
Da tiden var overskredet med 10 min, ringede jeg for at rykke og fik at vide, at trafiksituationen var helt kaotisk.
Der var dog stadig god tid.
Men efterhånden som tiden gik, holdt jeg mig mere og mere i kontakt med centralen, som befinder sig i Aalborg.
Jeg kunne jo snart se, at vi ikke ville nå det tog, der havde forbindelse med lyntoget fra Aarhus, og som de andre fra studiegruppen var med.
Jeg ville heller ikke kunne nå toget i Skanderborg.
Da bilen endelig kom 3 kvarter forsinket, var der en spinkel mulighed for at nå det i Vejle. Efter forhandling med formanden, fik chaufføren lov til at køre mig til Vejle. Vi nåede det lige 2 min. før, og da toget var et par min. forsinket, stod jeg oven i købet stille og rolig på perronen, da det rullede ind.
Jeg fik en meget fair service og betalte kun de 65 kr., som er taksten hjemme fra mig til stationen.
Chaufføren havde ikke i de 16 år, han havde kørt taxa været ude for noget lignende og bedyrede, at sådan var det ikke at være taxakunde.
Det var iøvrigt en smuk morgentur med tågebanker ud over landskabet.
Og set i det store perspektiv, var det et lille problem.
Chaufføren kunne ikke gøre for, at trafikken ikke kunne afvikles.

Da vi var i Center for Tibetansk Buddhisme i dag, lå der nogle kort med ord til refleksion. På det kort, jeg trak, stod der "Jeg er tålmodig".
Det passer vist godt på mig i mange situationer, og der er nok altid basis for forbedringer.
Men situationer kan selvfølgelig være forskellige.

Vi har allerede mødt representanter for muslimer ved moskeen på Vibevej, for Tibetansk buddhisme og for natkirken ved Domkirken.
Om lidt skal vi i teater.  (Update - og der hostede jeg ikke)  ;-)

Jeg holder mig gående på pamol og strepsil og skal selvfølgelig altid hoste, når det er mest ubelejligt.
Men det går fint nok.

4 kommentarer:

  1. Hvor var det dog en fin service, du fik! Sådan noget bliver man glad over at læse - men man når da lige at få lidt ondt i maven, inden det hele har ordnet sig, kan jeg forestille mig.
    God bedring og god tur - jeg håber du klarer resten uden at skulle hoste alt for ubelejligt meget.

    SvarSlet
  2. Hvor var det klogt at tage det helt roligt. Du nåede det, - og i det store perspektiv var det jo bare en krusning.
    Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan jeg selv havde hidset mig op......

    SvarSlet
  3. Jeg tror jeg ville have været oppe i det røde felt, godt du gjorde det modsatte og kom af sted rimelig afslappet. God bedring og god tur :-)

    SvarSlet
  4. Ellen, Eva og Lene, tak for jeres kommentarer.

    SvarSlet