lørdag, november 01, 2014

Mine yndlingsmodeller er begyndt at protestere ...

I torsdags passede jeg Mattias. Han var hjemme fra børnehave, fordi han i nogle dage har været forkølet. Sæsonen for børnesygdomme og forkølelser er for alvor gået ind. Det er ikke længe siden, han havde skoldkopper.
Men han var frisk nok til en lille tur udenfor, og vi gik til en nærliggende legeplads.
Der er et stort træ med klatremuligheder.
Jeg kunne se en chance for at fange et godt motiv, men bedst som jeg var i gang, lød det med klar, bestemt røst 2 gange "Ikke det kamera".
Jeg ved godt, der kommer et tidspunkt, hvor drenge ikke vil fotograferes, men jeg synes, det er tidligt, han melder sig til den kategori. Han fylder 3 om en måned. Jeg skulle gerne have nogle fødselsdagsbilleder, men nu må jeg til at spørge om lov.
Hans far bryder sig slet ikke om at blive fotograferet, og æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen.

I søndags, da Johanne blev døbt, var Christian meget utilbøjelig til at stille op til et familiebillede.
Jeg gik bagefter dem hjem fra kirken, og der så jeg mit snit til at få ham med.

Måske er jeg ved at miste mine yndlingsmodeller?

Jeg vil gerne respektere deres ret til at sige nej.
Men så skal jeg jo heller ikke snige mig rundt med kameraet og fotografere bagfra ...

Åh nej, jeg synes, det er så sjovt at fotografere dem.

Det kan også være, de har en anden mening om det, næste gang vi ses.

1 kommentar:

  1. Mon ikke dine drenge bliver lidt mere medgørlige, end mange voksne, - de vokser jo op med kameraer alle vegne.

    SvarSlet