Film og nærvær.

Vejen hjem fra børnehave kan føles lang i børnehøjde. Jeg kan gå den på små 10 min., men i går
 var Chr meget træt. Heldigvis er der et busstoppested med læskur.

Vi holder tit en lille pause her. Der kan balanceres på bænken. Og kigges på det store opslag med billeder over byen, der hænger i bagvæggen - i det hele taget kan der foretages andre forskellige trin og bevægelser end ude på fortovet.


Heldigvis var der også en yoghurt i madkassen.

Sådan et lille hvil og noget at spise kan give forbløffende god energi og lyst til at gå videre.




Hjemme hos mig var han træt igen. De fleste børn er lidt småforkølede for tiden og vel derfor trætte.
Der stod sofahygge og film på ønskesedlen, og det skulle være dem om Mumitrolden.

Christian har set dem mange gange. Jeg synes også, der er et herligt univers der i Mumidalen.  De kærlige forældre, Mumifar og Mumimor med Mumitrold, der altid er så hjælpsom overfor sine venner.
Vennerne er så mystiske, men genkendelige, fordi de har alle de egenskaber, vi kender på godt og ondt. Lille My, der er så vred og altid kaster sig ud i farlige manøvrer, som kun ender godt, fordi Mumitrold og Tutiki kommer og redder hende. Ved første øjekast virker det hele idyllisk, men der en tydelig undertone af uhygge.
Vi så nogle afsnit, der foregår om vinteren. Normalt går Mumitrold og hans forældre i hi og sover om vinteren, men helt usædvanligt vågnede Mumitrold før tiden. Mange af hans venner sover ikke vintersøvn, så der var mange nye oplevelser.
Det meget uhyggelige er, da isdronningen kommer. Hvis man ser hende i øjnene, fryser man til is.
Vi ved godt, det sker for Lille My, og at det ender godt. Alligevel er det meget uhyggeligt.

Jeg sad og tænkte på, om jeg kunne læse lidt avis, mens vi så film (som jeg har set flere gange.) Jeg sidder tit med avis og computer, når jeg er alene og ser tv. Det er ikke særlig smart. Man har ikke godt af at prøve at følge med i flere medier på samme tid.
Jeg kom kun til tanken. Jeg ved godt, at nærværet og fællesskabet forsvinder, hvis jeg bevæger mig ud af andre tangenter. Og netop nærvær prioriterer jeg højt, når jeg er sammen med børnebørnene, så det er slet ikke svært at lade telefonen og computeren ligge.
Men det må være svært i en familie med flere børn - større børn - at finde ro til det nærvær, som er så vigtigt for vores kontakt med hinanden.
Hvis jeg var børnefamilie nu, så skulle måltiderne være en telefonfri zone. Der skulle måske også være andre zoner ...

Glimt fra marts.

Glimt fra marts, der så hurtigt fik ben at gå på.
Som om jeg ikke fik nok af forkølelse i februar, så blev jeg lige ramt igen i marts. Det ser ud som om, jeg følger lige efter Johanne, hvad forkølelse angår.
Det kom til at betyde, at jeg har ligget mere eller mindre stille de sidste dage af påsken. Men nu er jeg i god bedring.

I tilbageblik:

En af dagene i begyndelsen af marts var Mattias og jeg ude at køre i tog.
Kun to stationer.
Første gang for ham. Og det var sjovt at være med til. Han fortalte ivrigt om det vi så, mens vi kørte.

Når man bor i en lillebitte by på landet, så foregår al transport med bil.

Og en lille togtur bliver en oplevelse.

En anden dag købte jeg billet til Lindas foredrag i bibliotekets babycafe.
Det handlede om, når to bliver til tre - i parforholdet.

Interessant at overvære.
Hun er så dygtig, min kære datter.

En dag var det mig, der fulgte Christian til gymnastik.

Han viste, hvordan han nu kan hænge som "den dovne abe" uden at blive støttet.

De unger elsker at drøne rundt i gymnastiksalen og klatre og hoppe og springe.

En dag i begyndelsen af påskeferien skulle min datter til København til et møde.



Marcus og jeg var med.

Da vi trådte ud af flyveren i Karup sidst på eftermiddagen, udbrød Marcus "Hvorfor er der så stille her?"

Tænk, at den kontrast i støjniveauet er så stor, at en 9 årig lægger mærke til det efter nogle timer i hjertet af København.

Det er skønt at komme til Jylland til stilheden.

Påskesjov hjemme hos mig.





Og lige om et par dage glider marts over i april.

Der er kalk og gødning, der skal strøes ud i haven. Jeg venter på lidt mere seriøs regnvejr.

De blå blomster er stærkt på vej.
Dejlig tid.

At sortere i bøger ...

Inspireret af Mona, som er i gang med at rydde op, besluttede jeg at sortere i mine bøger.

Allerede tilbage i marts 2009, som jeg læste om her på bloggen forleden dag, så jeg, at jeg havde alle bøger ude af reolerne, da jeg var ved at få malet stuen.
Dengang overvejede jeg at kassere Lademanns Leksikon.
Jeg gjorde det ikke. Og jeg har vist heller ikke slået op i dem siden.

Men nu tænker jer, at tiden er kommet. Og så alligevel ikke ...
Når jeg tager et bind ud og bladrer i det, så ser jeg, det er fuldt af skønne farverige billeder. Jeg slog tilfældig op på Raffael, den italienske maler fra 1483 til 1520.  Han var blandt de malere, der udsmykkede Det Sixtinske Kapel. Han var uhyre flittig, og jeg så flere af hans billeder i Rom for 2 år siden. I bogen var der et helsides billede, og over to sider var der 3 mindre. Det var da dejligt at blive mindet om ham.
Osv. Osv.
Foreløbig bliver hele rækken stående. Lidt endnu.
Jeg vil helst ikke smide dem på lossepladsen. Og genbrugsbutikker er ved at drukne i bøger.
Måske kan børnehaven bruge dem til at klippe og klistre med?
Hvis de skal ud?

Ved Almind sø i dag.
Efter et par milde dage, var vinden kold og skarp i dag.

Tilbageblik der inspirerer til opdatering.

Sommetider kigger jeg tilbage i min blog, og for nogle dage siden ville jeg se, hvad der skete i marts 2009.

Der skete bl.a. det, at jeg prøvede at lægge lydbøger på en mp3. Med hjælp fra bibliotekets netværksted. Det var kompliceret. Der var noget med kompatibilitet.
Min mp3 var ikke kompatibel med bibliotekets system. Jeg byttede mp3eren, men det hjalp ikke.
Så mistede jeg interessen. Og på et tidspunkt blev det lille apparat væk.

Jeg læser altid, når jeg er gået i seng, men efterhånden får jeg ondt i armene og kan ikke finde en stilling, der er behagelig. I længere tid har jeg tænkt, at jeg ville finde ud af det med lydbøger og da jeg så læste, det var så længe siden, jeg havde prøvet sidst, så var det oplagt at gå i gang igen.
Med hjælp på biblioteket.
Og det er bare blevet så let. En app installeres på min telefon, og nu kan jeg hente en bog i e-reolen.
Så ligger bogen på min telefon lige klar til at lytte til. Ingen 'dutter' i ørerne. Højtaleren på telefonen klarer lyden.
Der er bare den ulempe med e-reolen, at de store forlag som Gyldendal og Lindhart & Ringhof har trukket sig ud af ordningen. Men der er stadig ca 2.500 titler at vælge imellem. Man kan låne 5 bøger om måneden. Jeg ved godt, det er gammel viden, men for mig er det nyt.
I går aftes lagde jeg mig godt tilrette med bogen tændt. Hvilken behagelighed.
Jeg må bare konstatere, at oplæsning virker uendelig søvndyssende. Jeg hørte vist ikke mange minutter, inden jeg faldt i søvn.

I går passede jeg Johanne nogle timer. Hun var sløj igen. Varm pande, hurtig vejrtrækning, næse der løb og matte øjne.
Men hun havde kræfter til at kigge i billedbøger, bygge med duplo og lægge puslespil. Hun havde derimod ingen appetit.

Den store Rasmus Klump bog giver underholdning i lang tid.

Forårsbadning.

Den, vist flere gange omtalte forkølelse, spændte ben for mangt og meget de seneste 3-4 uger.
Bl.a. mit søbad. Men i sidste uge begyndte jeg igen. Jeg var lidt spændt på, om jeg eller kroppen kunne huske det kolde gys. Det gik fint. Oplevelsen var ikke gået i glemmebogen.
I dag var jeg der igen og blev meget overrasket over det fine, tynde lag is på vandet.

Solen skinnede og varmede.
Kvinden, der står  på broen og klæder sig på, synes det er specielt dejligt at klæde om på broen, når vejret er så fint som i dag. Jeg har vænnet mig til at bruge omklædningshuset.

Nu kan det vel ikke kaldes vinterbadning mere? Det må være forårsbadning.

Bøger.

Inden jeg skulle aflevere bøgerne på biblioteket samlede jeg dem i en stak.
Der har været gode læseoplevelser i dem.

Den nederste, Min Barndom I 50'erne, er skrevet af kendte mennesker. Jeg synes, den er interessant, fordi det var min barndoms årti. Der var dog ingen af forfatterne, der var vokset op så langt ude på landet, som jeg. Men flere af dem havde tilbragt sommerferier som feriebarn på landet, og det var sjovt at læse deres observationer.
Den næstnederste Underdanmarks Jægersoldater, skrevet af Lisbeth Zornig handler om 6-7 kendte mennesker, der har oplevet en barndom med vold, svigt, misbrug eller/og psykisk syge forældre. De har klaret at få et liv med uddannelse og job. Og det bogen prøver at afdække og analysere, er, hvordan det kunne lade sig gøre for dem.
De to øverste er romaner. Dorthe Nors, der fik sit gennembrud som forfatter i USA før Danmark. En lille velskrevet roman om at bo i København, mens hovedpersonen drømmer og længes tilbage til Vestjylland, mens hun er ved at tage kørekort. Kørelærerens mantra: Spejl, skulder, blink.
Pigen Uden Navn er en meget rørende og tankevækkende roman. Den er bygget på virkelige hændelser, men er fiktion. I årene 1854 til 1929 blev forældreløse børn i New York samlet og sendt med tog ud i Midtvesten i håb om, at familier der ville tage et barn til sig. I løbet af de mange år kom det til at dreje sig om 200, 000 børn. For mange af dem blev det et liv uden kærlighed og omsorg, men med hårdt og slidsomt arbejde. For mig var det en ukendt side af Amerikas historie.

Den bog, jeg vil kåre som den bedste af dem, jeg har læst her i begyndelsen af 2016, er ikke med her. Jeg har lånt den i min omgangskreds, og den er afleveret igen.
Det er Ida Jessens En Ny Tid. Den er så velskrevet, at det er en fornøjelse at læse. Hvis den fås som lydbog, vil jeg låne den for at høre den oplæst. Men den er nok ikke på e-reolen. De mest populære forfattere vil ikke være med der.

Citat Svante: "Livet er ikke det værste, man har ..."

Da min vagt var slut på Silkeborg Bad i dag ved 14 tiden, tog jeg en kop kaffe med og gik ned og satte mig på en oversavet træstamme og nød udsigten over Ørnsø.

Solen skinner og varmer.

Jeg skyllede efter med det jernholdige, altid uanset årstid, 7 grader kolde vand i Arnakke kilden.



"Livet er ikke det værste man har"
for at bruge en linje fra Svantes viser.

Bliv ven med banetovet!

Eller rapport fra en svømmehal ...

På grund af en langvarig og sejlivet forkølelse og vinterferie, var det 4 uger siden, jeg havde været i svømmehal.
Så stikker angsten for det dybe vand sit hoved frem, og jeg skal svømme langs kanten for at føle mig sikker.

En mand på holdet, der heller ikke er sikker, svømmer på tværs, der, hvor man kan bunde.

Jeg svømmer på langs og siger venligt til manden, der står langs kanten og puster ud, om han holder pause eller om han er klar? Og så vil jeg svømme afsted afhængig af hans plan.
Han svarer meget vredt, at jeg da kan svømme langs tovet midt i bassinet.
Jeg svarer, at jeg er bange for det dybe vand. "Det må du da kunne forstå?", spørger jeg.
Til det hvæser han meget vredt NEJ.

Nå. Jeg ved, at folk der er bange meget let konverterer angsten over til vrede. Jeg mødte en meget vred mand i en svømmehal sidste sommer.

Jeg ved også, at vores instruktør Michael har ret, når han siger, at de begrænsninger jeg oplever ved svømning, sidder i mine tanker og ikke i min svømmeteknik.
Jeg har en lille snak med Michael, som siger "Bliv ven med banetovet."
Han siger selvfølgelig meget andet, men nu er mit mantra: bliv ven med banetovet, bliv ven med banetovet, bliv ven ...

Bassinet er delt på langs af det stramt udspændte banetov. På den ene side svømmer motionssvømmere og på den anden side begynderholdet.
Selvom banetovet er spændt stramt ud, så føles det alligevel lidt vakkelvornt at sætte sin lid til. Og mine ben vil flyde op foran mig, som om jeg sidder.
Jeg indledte mine forsøg på at blive ven med banetovet i den lave ende af bassinet. Med Pippi Langstrømpes ord i hovedet "Jeg har ikke prøvet det før. Det kan jeg nok godt finde ud af."

Inden den 3 kvarter lange lektion var slut, havde jeg svømmet flere banelængder i rimelig tryg nærhed af bassinkanten.
Og hentet flere "pinde" op fra bunden.
Det føltes godt  ;-)

Fra Gerlev Idrætshøjskole da det hele begyndte.
I okt. 2014.

Inde i Ninjago-boblen.

Jeg har været i Lego Ninjago-land i flere timer i dag.

Chr. har overstået det værste af en slem forkølelse, men har ikke været  i børnehave hele ugen.
Da jeg passede ham i dag, måtte vi en tur i nærliggende Føtex for at købe smør og se på Lego.

Han har i forvejen virkelig et stort udvalg af Lego og kan lege med det i timevis.
Vi har før været ude at kigge på Lego, uden det resulterede i et køb.

I dag var der et stort ønske om en bestemt æske Ninjago.
Jeg kunne se ideen i en-fødselsdags-gave-på-forskud. Han har fødselsdags om lige præcis en måned. Som tænkt så gjort, og vi drog hjem med en pakke Lego.
Jeg plejer at sige, at jeg ikke kan samle Lego. Men det viste sig, at det kunne vi i fællesskab. Der følger meget udførlig instruktion med hver pakke.

Jeg blev helt grebet af processen med at samle denne her mærkelige borg.
Og tænkte på Pippi Langstrømpe, der sagde, når hun stod over for noget nyt: "Det har jeg ikke prøvet før. Det kan jeg sikkert godt finde ud af."
(Citeret frit som jeg husker det)


Nu har jeg lært navnene på nogle af ninjaerne. Der er Zane og Cole og Kai og Jay.
Og sikkert flere.

Den hvide Zane, den sorte Cole, den blå Jay og den røde Kai.

Kassen er fuld af kropsdele til at bygge legomænd med.


Det er selvfølgelig vigtigt, de bliver sat sammen på den rigtige måde.




Christian nyder godt af, at han overtager sin storebrors lego, idet han leger med noget på et andet niveau.

Vi havde også en stille stund med en malebog. Det er meget hyggeligt at sidde og fylde ud med farver på hver sin side.

Jeg er på 3.uge med en langvarig forkølelse, men i dag kunne jeg mærke tydelig bedring.
Efter to - tre besøg hos lægen, syntes han endelig i forgårs, jeg skulle have lidt symptomlindring i form af næsedråber med binyrebark. Det har hjulpet på pandehule og bihuler.

Christians forældre synes iøvrigt ikke, det er en god ide med en fødselsdagsgave på forskud. Gaverne hører til på fødselsdagen. Det kan de selvfølgelig have ret i ...
Men nu var vi alene hjemme.