Mere kulde.

I et hjørne af haven ligger der en dyne af sne over erantiserne, men henne under syrenbusken stikker de små gule hoveder op. De er stivfrosne.
I dag har temperaturen været omkring 8 minusgrader. Det blæser, og det har været pivkoldt.
Officielt begynder foråret i morgen d. 1. marts.
Udenfor Føtex var der allerede en reol med georginer og gladiolus. Lige parat til at putte i jorden.
Der kommer til at gå nogen tid, men vi kan jo altid drømme.

I frost og kulde.

Endelig er frosten stabil nok til at jeg kan få fremstillet en islysestage.

I morges var der syv minusgrader. Det blev lidt varmere op ad dagen, men hele tiden under frysepunktet.

Nu er det spændende, hvor længe min isskål holder.
Måske kan jeg nå at lave en mere?
Jeg har allerede hældt vand i beholderen.

De lilla hyacinter har stået ude på terrassen i mange uger. De vokser og springer langsomt ud, selvom det er koldt.







Jeg har prøvet det nye produkt, der hedder plantefars. Jeg lavede en almindelig kødsovs. Det er lidt underligt, for råvaren ligner kød, når den ligger der i en plastikbakke på samme måde som hakket kød.
Det færdige resultat smagte godt, og man kan krydre det, som man vil. Som i kød, er det krydderierne , der giver smag. Jeg opdagede, at strukturen og mundfornemmelsen var anderledes. Det betyder faktisk noget. Ikke at jeg kan beskrive det, men det føles anderledes. Jeg vil prøve at lave en hakkebøf og frikadeller en dag. Men det er ikke fordi, jeg helt vil undgå kød.

Det var igen i dag en af de flotte, kolde solskinsdage, da Else og jeg var nede ved søen for at bade.

Heldigvis blæste det ikke.

Det er godt at komme op igen.

Sandkassen.

Det er fristende at kalde Havbadet i Vorupør for sandkassen.

Den dag, vi ankom for snart et par uger siden, stormede det kraftigt, og der var vand i bassinet, men ikke meget.
Et par dage senere, var vandet næsten væk, og sandkassen meget synlig.

Jeg læste i nordjyske.dk, at Thisted Byråd havde afsat 587.600 kr til oprensning i år og et lignende beløb fremover. Det forekommer mig at være et stort beløb i en udkantskommune. Men man anser åbenbart det bad for at være en vældig turistattraktion. Det vil det også være, hvis vejret arter sig. Et trygt og roligt sted for især børnefamilier. Så det er rigtig ærgerligt.
Havbadet blev indviet i 2014. I 2015 brugte man 700.000 på oprensning. Jeg har ikke tallet for 2016, men det har sikkert været nogenlunde det samme.
Der har været forslag fremme om at bygge en permanent stendæmning, som vil koste 10-12 millioner kr. Man har rettet henvendelse til de fonde, der hjalp med financieringen af havbadet i sin tid, men de vil ikke spytte i kassen igen.
Tilbage er så to - tre oprensninger om året, afhængig af hvor meget det stormer.
Eller som jeg har hørte nogle lokale udtale "Det vil være bedre bare at lade det sande til!"

Ved stormvejr bliver der presset lidt vand ind, men som det ses på det øverste billet, så forsvinder det i løbet af et par dage.

Da der var badefestival 28 dec. 17, blev der badet på højre side af molen, og de ca 400 deltagere var godt tilfredse.

Med direkte udsigt til mole, hav og bassin bliver der bygget ferielejligheder.
Hvis jeg vandt den gevinst, som jeg ikke gør, fordi jeg ikke spiller, så ville jeg købe en af dem :-)









Mit badested så sådan ud i morges. Skøn morgen med tynde isflager. Med den vejrmelding, vi er stillet i udsigt, så bliver det endnu koldere. På mandag vil der måske være tykkere isflager, men med den trafik af badende der er, er der ingen fare for, at badestedet fryser til.

Så langsom er postvæsenet da heller ikke ...

For nogle dage siden modtog jeg en tyk kuvert fra region Midtjylland. Jeg undrede mig, indtil jeg havde åbnet og set kuvertens indhold. Det var en opfordring til at deltage i screening for tarmkræft.
Var det allerede to år siden sidst?
Det var det.
Jeg har mest lyst til at agere struds og gemme hovedet i en busk, når jeg indkaldes til screening. Det gør mig nervøs. Min horisont bliver indskrænket, fordi tanken om at der kunne være noget galt, kommer til at fylde for meget. Jeg tør heller ikke at negligere opfordringen.
Så da jeg i mandags lagde svarkuverten i en rød postkasse, (hvor der iøvrigt ikke var oplysning om tømme-tider) tænkte jeg, at nu skulle jeg gå og være nervøs i ugevis. Og måske kom prøven ikke frem, før den var for gammel osv. osv.
Men allerede i dag var der svar i min e-boks. Svaret er en længere skrivelse, men IKKE er fremhævet med fed skrift, så blikket hurtigt finder det. Sikke en lettelse.
Og hvor er vi heldige, at vi har et gratis og i det store og hele velfungerende sundhedsvæsen.
I aften har jeg via en tlf.samtale fået at vide, hvordan en kompliceret operation, på én i min omgangskreds, er forløbet godt. Og personalet på alle niveauer er dygtige, omsorgsfulde og søde.
Det glæder mig altid at høre, fordi medierne holder os opdaterede på det modsatte.

På vej hjem fra skole gjorde vi holdt ved denne her sjove øgle, som ligger udenfor Sundhedshuset.

Solen skinnede kraftigt i eftermiddags og dannede finurlige mønstre på væggen bagved.

Om pressedækning.

Efter en uge med Prins Henrik på mange sendeflader, så vil jeg slutte af med et par af hans kunstværker, der står i parken ved Marselisborg slot.

Jeg gik tit tur der, da min Henrik levede, fordi han boede i  nærheden.

I dag så jeg det meste af bisættelsen fra Christiansborg kirke (jeg var til træning fra 9.45 til 10.45, så jeg var der ikke fra begyndelsen)
Det var en smuk højtidelighed. En fin personlig tale af præsten og flot korsang. Og dejlig orgelmusik.

Jeg synes, pressedækningen bliver så overdreven ved sådan en anledning.
Det virker som om, man pludselig har opdaget, at prinsen var en mand med mange kvaliteter.
Alle de gange, han er blevet latterliggjort og nedvurderet, er tilsyneladende glemt. Det er da hyklerisk.
Men forhåbentlig kan familien glæde sig over  blomster og hilsener.

For et par dage siden, hørte jeg i radioen en journalist fra Ekstra Bladet blive spurgt, om ikke bladet havde været ude af sync med sine læsere, da det nu viste sig, at mange mennesker støttede op om kongefamilien. Han mente selvfølgelig, at deres dækning gennem årene havde været helt relevant.
Skal monarkiet bestå i Danmark? Jeg har det sådan, at med min fornuft synes jeg, det er en  institution, der både er gammeldags og ude af trit med demokratiet. Men med mine følelser synes jeg, det er en klog og dygtig familie, som repræsenterer Danmark på en god måde. (Måske undtaget Frederiks engagement i IOC)

For et par uger siden tog jeg grene ind fra ribes busken.

I april vil den stå ude i haven med sine røde blomsterklaser.
Jeg synes, det er så sjovt at se, hvordan blomsterne bliver hvide, når de bliver drevet frem inde så tidligt på året.
Måske bliver de lyserøde, hvis jeg tager grene ind om en måned eller tre uger?
Det må jeg prøve.

Blissful moments.

Når søskendeparret, trods tre års alderforskel, kan lege sammen, og det kan de somme tider i lang tid, så sidder vi voksne og fryder os, mens børnenes småsnak er liflig baggrundsmusik for vores samtale.

Sommetider har vi ikke opfattet, hvad der skete.
Men stemningen kan pludselig skifte og rummet fyldes med hårde ord og gråd.

Forældrene er gode til at være i det og hjælpe dem med at 'oversætte', hvad der skete og få kontakten genoprettet. Så den ene ikke er 'rigtig', og den anden 'forkert'.
Det kan godt tage lang tid at få følelserne udlevet, men efterfølgende er det tilsyneladende glemt.
Nogle gange er der kort mellem smil og tårer.


I 'min tid' var jeg vist mest optaget af, hvem der havde drillet og taget noget, og hvis skyld det var.
Det er ikke så frugtbart.

Udenfor redningsstationen blev der i dag flaget på halv i anledning af Prins Henriks død sent i går aftes.

Jeg hører til dem, der synes, han er blevet uretfærdigt drillet og hånet i tidens løb.
Og det er nærmest latterligt som medierne flyder over med respekt og lovprisninger om Prinsen.
Jamen helt ærlig, hvorfor er den mand ikke blevet hyldet, mens han levede?

Det minder mig om, vi skal spare på dril og mobning og huske de kærlige ord, mens vi har hinanden.

Efter at have læst den nyeste bog om Kronprins Frederik, Under Bjælken, så er jeg ikke begejstret for den måde Prins Henrik opdragede sine to sønner på.







Det er ikke for tøsedrenge at søge efter rav.

Kontrast til i går.

Stor kontrast til i går, når man kigger ud af vinduet.

Legeaktiviteter inden der er iPad-tid.

Christian laver figurer på perleplader.
Mønstret findes på computeren og han tæller ud og lægger perler. Det minder mig om min barndoms stramajbroderi.

Han bruger ikke det spil, hvor man lægger mønstret direkte på iPad.

Han er meget fingerfiks med perler og lego.

Jeg klager over, mine billeder er uskarpe.

Min datter mener, det er fordi, jeg fotograferer, når de er i bevægelse.

Jeg har endnu ikke været i fotoforretningen og reklamere, fordi jeg mener, mit nye apparat fra december, ikke er så godt som det gamle, jeg tabte?

Det er præcis samme kamera.



Efter leg og morgenmad og mere leg, er der en halv time med Ipad. Det er meget svært at lægge Ipad væk. Det foregår ikke uden protester og gråd.
Det må være svært at være forældre og administrere skærmtid for de små.
Jeg er glad for, vi ikke havde skærme, dengang mine børn var små.

Efter frustrationerne er overstået, varer det ikke længe, før kreativiteten blomstrer igen, og der leges.

I storm og blæst.

Efter en nat med voldsom blæst, var det en grå og regnfuld morgen, vi stod op til. Fra køkkenvinduet kunne vi se, hvordan bølgerne slog op ved molen.

Det var sjovt at se, hvordan mågerne sled i det for at komme ned til vandet. Gad vide, hvor de tilbringer natten? Men i hvert fald var det vældig svært for dem at komme frem. I perioder så det ud, som om de stod stille i luften.

Senere på dagen klarede det op. Det blæste stadig meget. Jeg gik en tur ned til havet og nød den friske luft.
Jeg fik en snak med min fætter, der sad i Signalhuset sammen med tre andre mænd. Siden hans kone døde for lidt mere end et år siden, kan han ikke holde ud at være hjemme. Gården er til salg, men de interesserede har ikke været seriøse købere. De andre drillede ham og sagde, at han ligeså godt kunne flytte sin seng ind i signalhuset, så meget som han opholdt sig der. Det er ikke nemt at blive enkemand.

Februar, du er ikke rar.

Jeg havde denne her sang i hovedet, da jeg ved middagstid kørte nordpå for at mødes med min familie i Vorupør.
Vejret var gråt, luften var fuld af sne og slud, og det blæste, men efter en time nåede jeg Skive, og vejret havde ændret sig til det bedre.

"Februar, du er ikke rar,
du vil ikke bli' savnet.
Kulde og mørke og snesjap,
kun lidt tepjask,
holder os endnu i live.
Blues for forår.
Sig mig dog, hvornår får vi lidt Sct. Hans-blues?"

Forfatteren og komponisten har jeg glemt, men ordene passer på sådan en februardag, der gerne vil være vinter, men slet ikke er det.
Jeg hyggede mig på turen. Havde te i termokanden og en lille madpakke. Jeg havde på forhånd bestemt, jeg ikke behøvede at skynde mig, så jeg holdt pause på en rasteplads med fin udsigt.
Der var faktisk ingen sneslud over Salling, hvor man de fleste steder må køre 90.
Da jeg kom til Vorupør, var der fest og ballade og tøndeslagning for både børn og voksne i den bygning, der var skole engang.

Hjemme i min have så vintergækker og erantis upåvirkede ud.
Nej, ikke helt. Vintergækkerne hænger med hovederne.
Og erantis har foldet sig sammen.

Men det er kun midlertidigt. Om lidt folder de sig ud i fuldt flor.

På udkig efter det gyldne lys.

For et par år siden var jeg med på en fugletur ved Sminge sø, hvor gæs og svaner flyver ind ved solnedgangstid.
Den dag var søen blank og lyset var helt magisk i en gylden farve. Der var ikke særlig mange fugle.
Jeg har været der et par gange siden, når jeg troede lyset var der, hvad det ikke var.
Jeg troede det i dag. Der var smukt og koldt, men guldlyset var der ikke.
Der var heller ikke mange gæs og svaner.
Men Gert var der med sit stativ og store fotoapparat. Han har fortalt, at han er der næsten dagligt.
I fugletårnet, hvorfra jeg har fotograferet, stod Gudde og Ejvind og drak eftermiddagskaffe. Det var helt tilfældigt og hyggeligt, jeg mødte dem der.
Jeg havde ikke termokande med, for jeg havde lige afleveret Johanne og skulle skynde mig, inden solen forsvandt for meget.

Jeg har været på tur til Aqua sammen med Johanne i formiddags.
Der var ikke mange mennesker på sådan en almindelig hverdag, og det nød vi meget. Det betød, der var god plads ved bassinet med klappefisk, da der skulle fodres.

Johanne faldt ned fra en højde (hvor højt vides ikke) i børnehaven i går. Hun fik meget ondt i det ene ben. Der er ingen skrammer, men hun var vågen nogle gange i nat og klagede over det, og i morges kunne hun ikke støtte på det.
Hendes mor ringede til mig, og da jeg kom derover, var det blevet bedre. Hun kunne let afledes og ville gerne gøre gymnastik sammen med mig.
Vi blev enige om at tage en tur til Aqua og se på fisk.
Der er også mange andre smådyr og kryb, der lever ved - eller i vand.
Tiden gik hurtigt og benet gik godt, så vidt jeg kunne se.
Jeg tror, hun er klar til børnehaven i morgen, medmindre det snot og den hoste, der meldte sig med jævne mellemrum, er begyndelsen på en forkølelse.
Forhåbentlig ikke.

En dag med film og spil.

Jeg har haft fornøjelsen af nogle timer i selskab med Christian i dag.
Han har været syg, siden han i lørdags havde høj feber, var forkølet og havde ondt i ørerne. Nu var det blevet bedre, men han havde stadig ørepine, så vi var en tur omkring lægen, der heldigvis havde et afbud ved middagstid.
Konklusionen var, at der nu skulle penicillin til.

Appetitten har været sløj i flere dage, men i dag gled der flere pandekager ned, så han er helt sikkert i god bedring.

Der har også været overskud til spille Bingo og Krig.

 Jeg havde glemt, jeg havde en opgavebog med klistermærker, og troede den var blevet uinteressant for ham. Men det var den slet ikke.

Vi har set film, jeg har lånt på biblioteket. Jeg har ingen streamingtjenester, så det er de gode, gamle dvd'er.
Det er bare irriterende at børnemusik- og film kun kan lånes i syv dage.

Vi har set Peter Og Dragen, en spændende Disneyfilm.
Og Justice League - Gotham City Breakout. En legofilm selvfølgelig.
Jeg havde også lånt Otto Er Et Næsehorn, men den nåede vi ikke.
Hans mor mente også, at han så rigeligt havde fået dagens filmration. Men det er da hyggeligt at slappe af med film og dyne i sofaen, når man ikke er rigtig frisk.

Jeg fandt ud af, jeg kan mere, end jeg tror ...

I dag begyndte det nye træningsforløb. Det hedder Kom Trygt Omkring, og i den første halve time er der øvelser med fokus på balance og koordination og i den sidste halve time træning i apparater.

Vi er otte deltagere med forskellige skavanker. Én af deltagerne var i mange år medhjælper i fysioterapien. Hun er en del år ældre end mig, og jeg har ikke set hende i lang tid, men det er hyggeligt at være på hold sammen.

I går havde jeg besøg af mine to kusiner og den enes mand.
De er ikke kendt med byen her, så efter frokost gik vi en tur. Vi kiggede på butikker, og vi gik og gik.

Den ene af kusinerne tæller km. på sin telefon, og det viste sig, at vi havde gået fem km.
Jeg har ikke gået så langt, siden jeg kom til skade, og jeg var virkelig træt, da vi havde købt Othellolagkage, og var på vej hjem til kaffen.
Mit knæ var lidt hævet i morges, men jeg havde ikke væsentlig mere ondt i det, så jeg kan nok i virkeligheden mere, end jeg går og tror. Det virkede i hvert fald inspirerende for mig og sammen med træning to gange om ugen, skal det nok blive godt.

Min yngste datter fyldte 40 i sidste uge.
Efter at have fejret med kolleger og med familierne, havde hun i lørdags inviteret 10 veninder til et arrangement, der bød på vandretur rundt om Almind sø incl. et søbad. Efterfølgende spiste de brunch/frokost på Ludvigslyst og til sidst hyggede de sig hjemme i det tomme hus, fordi mand og børn var flyttet ud til svigerforældrene.

Jeg var meget nysgerrig efter at høre, hvordan det var gået med badet. Om der var stemning for det? Jeg syntes jo, det var lidt tosset, at bade i februar, når de slet ikke var vant til det. Og sådan nogle tynde piger. Man fryser mere og er længere om at få varmen, når man er tynd.
Men ud af de otte, der var med, havde de fire med stor begejstring smidt tøjet på badebroen og kastet sig ud i det kolde vand.
 Min datter tror, det skal til at være en tradition hvert år på hendes fødselsdag.

Billedet er fra i fredags, da jeg var der sammen med Else.